Plader

Sway: This Is My Demo

Skrevet af Anders Mortensen

Denne unge London-MC er blevet hypet ganske meget i sit hjemland som den nye talentfulde leder af grime/hiphop-miljøet i England. Én del west coast-hiphop og én del knastør grime har skabt et yderst velproduceret album, men med fjollede fejltagelser.

Når man er en ung knøs på 23 år og af tre forskellige komitéer kåres som årets bedste hiphop-kunstner uden endnu at have udgivet sit debutalbum, ligger der et vist pres på éns skuldre. Men det er situationen for rapperen Sway, der efter This Is My Promo 1 og This Is My Promo 2 er blevet hædret som det nye store. Og det har nu resulteret i debuten This Is My Demo.

Og en demonstration er, lige hvad det er; eller rettere sagt, det håber jeg det er, for uanset hvor meget potentiale jeg ser i den knægt, er der irritationsmomenter igennem hele albummet, som jeg ikke kan ignorere.

Sway ved, hvad han vil. Jeg har sjældent hørt en hiphop-kunstner med så meget selvsikkerhed og attitude allerede fra første skæring. En barnestemme lægger ud med at præsentere sig selv som Sway og giver så plads til et beat, som langsomt og ulmende danner grobund for Sways lynrappen. Der bliver fortalt om usikkerheden i Londons gader, og hvordan det er umuligt at kende ven fra fjende. Kort fortalt handler det om alle de ting, som hiphop nu en gang plejer at handle om.

Forskellen er bare, at denne plade ikke er en ren hiphop-plade, der enten bekender sig til den ene eller den anden tradition. Sway forsøger at skabe en sammenhæng mellem den rå engelske grime og den bløde, tilbagelænede west coast-lyd, som man kender fra kunstnere som Snoop Dogg. Så ud over de skærende beats er der også levnet plads til Voice TV-kvindekor, og det er en udvikling, man som grimefan bliver nødt til at vænne sig til i starten.

For mig er problemet nok, at den tilvænning ikke er sket endnu. Derfor skæres Sways debutalbum hurtigt over i to dele. Én hvor han er hurtig, rå og nådesløs, og en anden hvor han forfalder til MTV-pop. Det er ikke meningen at undervurdere denne genre, men en vellykket blanding mellem det stærke og det søde kan være svær at nå frem til. Når det så lykkes på This Is My Demo, leverer Sway til gengæld noget af det mest inciterende hiphop inden for den kommercielle del af genren.

Et nummer som “Pretty Ugly Husband” er forrygende, fordi intet står stille. Og så er det tilmed uhyggeligt. Fortalt ud fra en samtale mellem en kvinde og hendes mand, der konstant tæsker hende, skifter sangen mellem den undskyldende og den voldelige person; kærlighed og voldtægt. Ren Jekyll-og-Hyde-syndrom, der udfolder sig i løbet af 3 minutter og 41 sekunder, og det fungerer over al forventning.

Et andet nummer, der skiller sig ud, er det fantastiske “Hype Boys”. En simpel sang, der alligevel stritter i alle retninger. Det er benhårdt. Tempoet lægger farten, men prøver til sidst at følge med Sways imponerende ordsalver. Det skal forstås bogstaveligt, da han selv gengiver lyden af et maskingevær.

Sway bliver aldrig blød, men det er som sagt tydeligt at mærke, at han prøver at få sin lyd til at gå fra under- til overgrund. Derfor bliver man trakteret med kor, smooth produktion på nogen numre og irriterende fraseringer fra smørnegre – og det er nu ikke helt vellykket, når Sway begiver sig ud på de områder.
Sway er bedst, jo hårdere han er. Desværre. Man ville ønske, at albummet fungerede bedre som en helhed, men grime-genren har endnu ikke fundet sin partner i den soulede afdeling. Det virker, som om Sway har villet gå efter berømmelsen med det samme.

Men når det gælder Sways evner som rapper er der ikke noget at komme efter. UG med kryds og slange til hans helt igennem hektiske flow, der imponerer gang på gang, fordi den sidder der uden vaklen eller tøven. Hans sikkerhed i sit ordvalg og i tempoet gør, at man bliver revet med uden at fortabe sig. Det kræver nogle gange koncentration at følge med, men det kan virkelig betale sig.

For ud over at Sway er en god rapper, er han også en god tekstforfatter, og inden for grime er dét ikke noget, der har kendetegnet de store navne indtil videre. Selv Dizzee Rascal, som har en ret høj stjerne på min hiphophimmel, er decideret pinlig visse steder. Men Sway er kvik, raffineret og provokerende, og det gør, at éns opmærksomhed bliver endnu mere skærpet i jagten efter de lyriske guldkorn.

This Is My Demo lider af de samme to problemer som 90% af alle andre hiphop-albums: 1) Det er alt for langt og 2) de drønirriterende skits, som prøver at være morsomme, er sør’me ikke morsomme. Og det gør desværre, at det meste hiphop fremstår som en kæmpestor rodekasse fyldt med lige dele lir og lort. This Is My Demo er et lækkert album i ordets bedste og værste betydning.

★★★★☆☆

Deltag i debat