Plader

Shugo Tokumaru: L.S.T.

Skrevet af Mikkel Arre

Lad os forestille os en ung japansk musiker, hvis musik helt umærkeligt suger vores fantasi og dagdrømme til sig, så de kan boltre sig i den. Lad os forestille os, at hans sange er stille og smukke. Lad os forestille os, at de er fyldt med forandringer og alligevel lader sig modellere efter lytterens tanker.

Lad os forestille os, at fyrsten havde sendt bud efter musik. Fyrsten ville udfordre sine tjenere, så han havde krævet, at musikken skulle være glad, men trist. Han ville have efterårsgyldne sange, der føltes vårgrønne, og musikken skulle være sparsomt instrumenteret, men måtte aldrig lyde ens fra sang til sang.

Tjenerne gav til fyrstens store overraskelse ikke fortabt, men faktisk lod en ung japaner komme ind. Han spillede sit første nummer, og de lette og perlende toner fra et klokkespil og en guitar fik straks fyrsten til at lukke øjnene og svinde hen i tanker. Dog bemærkede han, at sangen lod til at slutte efter to minutter for omgående at give plads til et nyt nummer med energisk akustisk guitar. Men bare et minut efter slog han øjnene op, for hvordan kunne den unge japaner dog allerede være vendt tilbage til det første nummer igen?

Lad os så forestille os, at fyrsten oplevede dette fænomen igen og igen i løbet af de knap 40 minutter, japaneren var i audiens. Tænk bare, hvor forundret fyrsten først var over, hvordan den unge asiat var i stand til at få helt modsatrettede melodistykker i forskellige tempi til at smelte helt umærkeligt sammen til fængende folkemusik. Så overgav han sig lynhurtigt og lod sig føre af musikken. Selv om det i lige så høj grad var ham, der førte musikken.

Lad os nemlig forestille os, at hans tjenere faktisk havde udført deres opgave til punkt og prikke. Den musicerende ynglings toner var så omskiftelige og svære at tolke entydigt, at fyrsten bag sine lukkede øjenlåg slet ikke kunne undgå at sidde og finde på historier. En mulig tanke er, at han dagdrømte om hertugens skønne datter, som han kurtiserede og jagtede og endelig fik. Eller måske hensatte skævt hoppende guitar, pibende fløjter og klaveranslags forvirrede rundkredsdans ham til et surrealistisk, men venligtsindet maskebal i spejlsalen.

Det er meget tænkeligt, at fyrsten ikke ville lade japaneren gå, men bad ham spille numrene én gang til. I så fald ville fyrsten allerede ved indledningen af hvert nummer have en klar, men ubevidst erindring om det brusende omkvæd, der ventede, eller dét fængende c-stykke eller dén måde, den lyse og mildt androgyne stemme med ét ville gå adskillige toner op uden at vakle. Den erindring ville få ham til at sidde og længes efter netop dette, hvorefter han ville opleve en kildrende forløsning.

Lad os tænke os, at japanerens rige melodiøsitet og de mange forskellige strengeinstrumenter, klokker og afdæmpede effekter, han havde med sig, ville fange fyrsten så meget, at han ville holde musikanten tilbage igen og igen. Vi ville opleve, at fyrsten hver gang, han hørte musikken, kunne opfinde en ny historie bag sine øjenlåg. For japaneren sang på japansk, og det forstod fyrsten ikke et ord af. Så ordene holdt ham ikke fast, men var bare lyde, der lod hans minder spille ping-pong med hans drømme.

Lad os forestille os, at japaneren alligevel i den sidste ende fik lov at gå, fordi fyrsten til sidst blev utålmodig af, at lidt for mange af sangene lå i samme halvhurtige tempo. Sangene blev alligevel lidt for ens. Men alligevel ville fyrsten dog ganske hurtigt bære over med det, fordi han flere gange greb sig selv i at gå og nynne omkvæd med ord, han ikke kendte eller forstod.

Nu har vi forestillet os alt dette. Nu kan vi forberede os på, at dette bare er én af hundredvis af forestillinger, som den unge japaners bestandigt foranderlige folksange kan vække i sine lyttere. Sangene er som et skrivelystent barns kladdehæfte, hvor de tomme, linierede sider tyst og dog manende beder om at blive fyldt ud med fantasi, scener, følelser, drømme, ængstelser, forestillinger.

★★★★☆☆

Deltag i debat