Koncerter

Veto, Epo-555, Diefenbach, 02.-03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske bands, der allerede har fået pæn succes herhjemme, demonstrerede deres kvaliteter på aldeles overbevisende manér.Rigtig gode optrædener i udstillingsvinduet

Tre af de danske bands, der allerede har fået pæn succes herhjemme, demonstrerede deres kvaliteter på aldeles overbevisende manér.

Veto
I know who I am / and I know what I want “, sang Troels Abrahamsen i front for Veto fredag eftermiddag på Voxhall. Og det skal jeg lige love for, at han og bandet ved. Den intelligente elektroniske rock blev afleveret med en nærmest overvældende sikkerhed.

Ud over enkelte steder, hvor det var, som om bandet kunne bruge en ekstra guitar for at udfylde det store rum, som sangene formulerer, stod bandets intentioner og energi lysende klare. En anden ting, der også er åbenlys live, er Abrahamsens kvaliteter som frontmand. Han lyser af nærvær og indlevelse, og i sin kontakt med såvel musikken som publikum er han på én gang nænsom og brutal. Sjældent ser man nogen levere så meget af sig selv, uden at det kammer over.

Foto: jint.dk

Meget få blandt publikum formåede at stå helt stille til de dynamiske beats, de repeterende punchlines og de catchy synthfigurer, som Veto leverede, og særligt den geniale intro til “You Are a Knife” vakte åbenlys genkendelsesglæde. Bandet formår at fremelske en musikalsk energi, en desperation, en brutalitet og imponerende nok også en detaljerigdom på scenen, som de ikke i samme grad får frem på deres studiealbum. Sangene bevarede deres fulde integritet, og Vetos tro på sig selv og deres musikalske identitet var kynisk og følsom, som en knytnæve i hjertet.
(TØ)

Epo-555
Svalegangen var fyldt, da epo-555 spillede lørdag eftermiddag, og det var bestemt forståeligt, for kvartetten leverede en yderst glimrende koncert.

Bandet var netop hjemvendt fra Sydtyskland, men der var ingen træthed at spore hos bandet, der leverede deres skæve og personlige indie-pop med stor overbevisning. Bandet formåede med imponerende lethed at gå fra sange, hvor det elektroniske element havde overtaget til mere rocket materiale. Hele tiden med den energiske og sympatiske sanger Mikkel Max Hansen som midtpunkt.

Bandet havde tilsyneladende adskillige tekniske problemer, der blev i hvert fald kommunikeret flittigt med lydmanden mellem sangene, men det påvirkede ikke bandets optræden. Faktisk gik trommeslager, Ebbe Frej, så meget amok, at han smadrede sin lilletromme mod slutningen af koncerten. Heller ikke dette uheld slog bandet ud af kurs.

Mikkel Max Hansen udfyldte tomrummet ved at akkompagnere sig selv på en smuk ballade, inden koncerten kunne genoptages med den fine “Sophia”. Undervejs i denne begyndte publikum endda spontant at klappe i takt, hvilket siger en del om deres tilfredshed med koncerten, eftersom det var første og eneste gang, undertegnede oplevede dette fænomen på årets festival. Det var også fuldt fortjent. epo-555 leverede i dén grad varen, og hvis alle deres koncerter er af samme høje klasse, bør udlandet også snart få øjnene op for dem.
(MM)

Diefenbach
Objektivt set bliver de fleste bands snydt på Spot. Thi de få, der får lov at spille på Musikhusets store scene, bliver unægteligt tildelt store foræringer, hvad angår lys, lyd, atmosfære, autoritet og perception. Her kan man bjergtages af effekter og idéer; her er man ikke i tvivl om den formelle grænse mellem den udøvende og den lyttende. Men livet er urimeligt i alle henseender, og det er jo nok heller ikke helt tilfældigt, hvem der får lov til at gå på netop denne scene – det er selvfølgelig de mere etablerede bands, som har bevist deres værd – men det var jo i og for sig bare et godt argument for at tage den kritiske kasket på. Men Diefenbach gjorde det svært at være kritisk.

Lysshowet var mekanisk og storladent og formåede at bevare de fire musikere som skikkelser – som statuer; fysiske repræsentanter for storslået og eventyrlig melankolsk rock. På væggen bag bandet kørte en række smukke, men også lidt sikre og konventionelle visuelle forløb, som skulle kommentere de musikalske spændingskurver. De meget klassiske poetiske elementer – dalende blade, brusende vand, neonlys – fungerede dog uden tvivl, og det gjorde musikken også. Diefenbach spillede naturligvis primært materiale fra det nyeste og mere tilgængelige album Set & Drift. Den ypperligt smukke “The Right One” lyste op som et musikalske højdepunkt, og den effektive og intelligente pleaser, hittet “Glorious”, fik til sidst i koncerten det siddende publikum til at rejse sig op i begejstring.

Fra bagerste række, hvor undertegnede sad, faldt bassen desværre ofte ud, men det er et akustisk spørgsmål, og havde intet at gøre med Diefenbachs præstation, som var rutineret og fyldig, en anelse kontrolleret, men i grunden bare en beundringsværdig nydelse.
(TØ)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Veto: There’s a Beat in All Machines
Epo-555: Mafia
Diefenbach: Set & Drift

Deltag i debat