Plader

Bill Wells & Maher Shalal Hash Baz: Osaka Bridge

Skrevet af Lasse Bertelsen

Det naivistiske og impressionistiske går hånd i hånd i samarbejdet mellem den skotske komponist Bill Wells og det japanske evigt omskiftlige ensemble Maher Shalal Hash Baz. Resultatet emmer af melodisk overskud og minderne om barndommen, sommeren, Miles Davis og punk.

Enhver form for traditionel jazz baserer sig på den enkelte musikers kompetence og mulighed for at bidrage til en velspillet enhed. Improvisationsmusik kræver som oftest sin instrumentalist, men den basale erfaring er aldrig et forhold, der har bekymret den velrenommerede komponist Bill Wells. Denne ubekymrethed og det forhold, at Wells stammer fra Falkirk, Skotland har bevirket, at manden har en lang række af usædvanlige samarbejder bag sig. I flæng kan nævnes indiesmarte navne såsom Pastels, Belle & Sebastian, Jens Lekman, Arab Strap. Den ofte uskolede rockmusik fascinerer ham snarere, end den skræmmer ham, og dette kommer i særdeleshed til udtryk med denne nyeste kollaboration.

Det lettere naivistiske japanske ensemble med det bibelske navn Maher Shalal Hash Baz har siden ’84 stået for en charmerende amatørisme, der hylder spontanitet og begejstring, og det er ganske sikkert denne indstilling, Bill Wells er faldet for. Bandets omdrejningspunkt, Tori Kudo, formår nemlig at bibringe Wells’ raffinerede kompositioner et twist af citron og sukker, så selve udgangspunktet med jazzens musikalske basis bliver anfægtet og sat i en ny ramme.

Den musikalske opstilling er en “sparsom” jazzkvintet med Wells på klaver, to saxofoner, én trompet, bas, sporadiske klarinet- og guitarklange og enkelte vokaler udført Kudo og dennes kone Reiko. Med denne opstilling og et minimum af overdubs er pladen ellers kørt i stilling med et sædvanligt jazzet fokus. Men hvor jazz normalt drejer sig om virtuositet, er det hér musikernes manglende evner, der får musikken til at eskalere.

De usikre læber på mundstykket bliver pludselig til den følelsesmæssige betydning i de triste vuggeviser og de lystige calypsoer. Den bedste musikalske parallel til en sådan amatørismes skønhed er vel punkens grundlæggende idé om, at alle kan udtrykke noget, så længe dette noget indrammes af vilje og et raffineret postulat.

Der lægges ud med sørgmodige “Rye & Guy”, der ikke ulig Gil Evans og Miles Davis fokuserer på blæserens luft og på den måde får melodien til at bringe naturens billeder frem. Pludselig ser man solnedgangen og ønsker selv at synge aftensangen, men lige da lyset brydes, bliver man brat revet ud af billedet for nu at befinde sig i en musikalsk legestue, hvor fire figurer alle bestående af tre toner hvirvler rundt i ring i den ellers så simple “Tipsy Cat”.

Denne omskiftelighed mellem det sørgelige, tænksomme og det muntre og barnlige er gennemgående for pladen, og vi introduceres for endnu flere dybder i de to grøfter. Stærkest står klaverballaden “On the Beach Boys Bus” sunget af Reiko, og over for denne tristesse troner den swing-pjattede “Poxy”, der konstant bevæger sig mellem at spille nogenlunde rent og dernæst vaklende fastholde det swingende groove.

Forfejlede blæseøvelser er der også nok af, som pladen triller afsted, hvilket som nævnt kun er medvirkende til at understrege det givne udtryk. Hvad enten det drejer sig om de naive sanglege melodier i stil med “Bro bro brille” eller de mere modne stykker kommer legen med musikken til sin fulde ret. For netop sammenstødet mellem Wells’ relativt komplekse melodier og det japanske ensembles rystende hænder og hjerter skærer musikken ind til benet – eller som komponisten selv formulerer det om melodierne: “…stripped back to their emotional core, disallowing all artifice and revealing a stark, serene beauty.”

Det panorama af melodier, man bliver præsenteret for i løbet af pladen, er ganske imponerende, hvis man lytter med det blotte popøre. Ikke at disse sange ville kunne sælge det mindste, men hele sammenføjningen af elementer giver lytteren en introduktion til Wells’ fremragende melodifornemmelse. Nostalgi kan være et nøgleord, for hvis man husker glæden ved at fløjte en børnesang, se en solopgang og hente den støvede Porgy & Bess-lp ned fra loftet, kan man ikke undgå at elske denne plade, selv om sommeren ’84 måske er langt væk.
Sommeren 2006 har i hvert fald fået sig et soundtrack, og det er Osaka Bridge – i dette tilfælde broen mellem Skotland og Japan.

★★★★★☆

Deltag i debat