Koncerter

Wilson, Jenny, Sigur Rös, 29.06.06, Roskilde Festival

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Jenny Wilson, Odeon, 19.30
Det var et oplagt publikum – en blanding af fans og folk, der havde hørt om en svensk pop-dronning – som mere end fyldte Odeon-scenen. Iført et kæmpe rødt sjal af tyl indtog den højgravide Jenny Wilson scenen til tonerne af åbningsnummeret “Crazy Summer” fra hendes solodebut Love and Youth fra sidste år. Hun fik hurtigt smidt det røde sjal og havde indenunder en perlemorsfarvet kortere kjole på. Som altid var påklædningen i top.

Koncerten havde lidt svært ved at komme i gang. Den stille intro tog lidt af toppen af stemningen, og de fire medlemmer i bandet synede ikke af meget på scenen. Beats og bækkener blev betjent af keyboard-spilleren Lina Selleby til ug, men i det store telt savnede man lidt den dynamik og det drive, som et trommesæt ville have givet.

Energien kom dog lidt tilbage halvvejs i settet med hittet “Summertime’s the Roughest Time” og det nye disco-nummer “A Brief Story”. Forvirret af at være på en international festival vekslede Jenny Wilson i sine henvendelser til publikum mellem svensk og engelsk.

Foto: jint.dk

Hun virkede en smule nervøs, men charmerede sig ud af usikkerheden, og koncerten sluttede en del karakterer højere, end den begyndte. Først med de to tempofyldte numre “Let My Shoes Lead Me Forward” og “Hey, What’s The Matter”, som fik så vild jubel fra publikum, at Jenny Wilson med et kæmpe smil takkede og grinende sagde “Don’t wake up my baby!”.

De tre ekstranumre bød dels på Jenny Wilson alene med pianoet og siden et spritnyt nummer, som opfordrede til fællessang, fordi keyboard-spilleren løftede et papskilt op, så publikum kunne synge med på omkvædet “I’ve had enough of troubles / Troubles don’t fit in refrains“. Med endnu et nummer fra sit album gik Jenny Wilson af scenen, mens hun sendte håndkys til publikum. Og publikum gengældte dem.
(JL)

Sigur Rös, Arena, 22.30
Det er de færreste bands, der efter at have spillet sidste nummer, kommer tilbage til scenen for at bukke og klappe af publikum. Der er formentlig ikke andre end Sigur Rös, der kommer ind fire gange. Men det var der bestemt også klapsalver nok til fra et meget hengivent publikum, som fik, hvad de kunne forvente.

For uanset at Sigur Rös’ seneste album Takk er en lidt for renskuret forfinelse af islændingenes klare og drømmende lydunivers, kan kvartetten stadig dét, der for snart en håndfuld år siden fik lyttere i hele verden til at spærre øjne og ører op. Forsangeren Jönsis forrevne guitartoner – frembragt med en violinbue – klinger, kliché eller ej, af brusende elve og hylende blæst. Og hans eventyrligt lyse falsetvokal når stadig højder, man ikke troede mulige.

Kvartetten, der i dagens anledning var forstærket af både en strygerkvartet og fem blæsere, åbnede koncerten bag et mælkehvidt lærred, hvor glitrende orange pletter gled henover. Det tilføjede endnu et lag til den sky attitude, bandet har over for omverdenen. Selv da lærredet efter nogle minutter blev trukket til side, forblev islændingene indadvendte, og sine steder – primært i de stilfærdige numre fra Takk – led koncerten under, at der ikke var det helt store nærvær.

Men når bandet fandt sangene fra Ágætis Byrjun frem og forsynede numre som “Olsen Olsen” med ekstra horn eller gav “Ný Batteri” en lang, flosset guitar-intro – ja, så var det klart og tydeligt, hvorfor publikum var så henført. For der er stadig en stjernetindrende skønhed i islændingenes himmelstræbende postrock – og da de sluttede showet med afslutningsnummeret fra ( ), var der kun tilbage at overgive sig. Det gigantiske, dundrende klimaks truede nærmest med at flænge det hvide lærred, der igen var trukket for, og rensede på den mest velgørende vis. Og med dén afslutning var det ikke sært, at publikum klappede Sigur Rös tilbage på scenen igen og igen.
(MA)

Deltag i debat