Koncerter

Yellowish, Oh No Ono, I Got You on Tape, 03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk.Godt på vej – og alt andet end fastgroede

Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk.

Yellowish
Man har lidt ondt af Yellowish. På trods af to gode albums, anmelderros, opmærksomhed fra P3, vellykkede koncerter og en tidssvarende rockmusik, har skæbnen endnu ikke tildelt dem nogen afgørende folkelig opmærksomhed. Derfor må det have været et forløsende syn, der mødte det århusianske band, da det gik på Ridehusets scene, for der var nemlig mange mennesker, og det virkede ikke, som om folk var dumpet tilfældigt forbi for at se, hvad der skete – folk var kommet for at se Yellowish. Under hele koncerten hvilede der en sælsom tavshed og forventningsfuldhed blandt publikum, en spænding, en forhåbning om, at koncerten ville gå godt. Og det gjorde den på mange måder.

Det lod til, at de spændte omgivelser overraskede frontfigurerne Aage Hedensted og Laura Nozsczyk en smule. I hvert fald fornemmede man en vis usikkerhed på scenen, og i første del af koncerten havde de to vokaler indimellem lidt svært ved at ramme tonerne helt rent. Det forsvandt dog, som koncerten skred frem, og til sidst trådte især Nozsczyks kirkeskønne vokal helt rent frem. Men når man har en rytmesektion som Yellowish, er det egentlig også begrænset, hvad der er at frygte, for den er ekstremt tight og velspillende.

Yellowish spillede med undtagelse af det gamle barometerhit “Lisa Could Die for Elvis” udelukkende materiale fra den nye plade “So Bright”, hvilket i sig selv er forståeligt nok, men det var nu lidt ærgerligt at der ikke blev blændet op for bare et par af perlerne fra debutalbummet.

Bandet beviste dog, at også de nye sange er yderst holdbare. Man fornemmer en inspiration fra Interpols storbyrytmer, og det klæder Yellowish godt. Især singlen “This Is My Direction” kom glimrende ud over scenekanten og fik det ellers så diskrete publikum til at nikke anerkendende med hovederne, mod musikken, mod det sympatiske band på scenen.
(TØ)

Oh No Ono
Det var svært at vide, hvad man skulle forvente lørdag aften på Officerspladsen. De tre krølhårede knægte i front for Oh No Ono så ganske pudsige ud, men hvordan hulen lød så musikken? Tja, noget i retningen af bubblegum-synth-punk er nok ikke helt forkert.

Foto: jint.dk

Bandet gør sig i simple melodier med tekster, der ikke er mere komplicerede end højst nødvendigt, godt med 80’er-inspirerede keyboards (direkte fra Harold Faltermeyers våde drømme) og sidst, men ikke mindst: godt med punket energi og en ordentlig sjat guitar. Dertil skal man lægge forsangeren Malthe Fischer, der lyder, som om han siden barnsben har indtaget sundhedsskadelige mængder af helium. Det lyder vanvittigt – og det er det bestemt også. Men det fungerer – i høj grad endda.

Kvintetten leverede faktisk varen i en sådan grad, at de på et tidspunkt blev nødt til at bede publikum om at gå tilbage, så ingen kom til skade. Som Fischer sagde, så føltes det, som om han var med i Metallica, da han skulle aflevere den besked, og at han som oftest plejede at bede publikum om det modsatte. Det var der bestemt ingen grund til, da det feststemte publikum tog imod bandet med åbne arme og festklare attituder.

Det kan godt være, at der ikke er det store indhold i Oh No Onos musik, men denne aften var Oh No Ono et hæsblæsende, originalt og yderst positivt bekendtskab.
(MM)

I Got You on Tape
Det var svært at ryge sine cigaretter i Ridehuset, for man stod tæt, og forventningerne var høje til den københavnske kvintet, som i vinter udgav en formidabel debutplade med en række befriende udanske sange.

Det er altid med en smule anspændthed, man ser I Got You on Tape gå på scenen. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange kunstnere er sensitive skabninger – og det er heller ikke svært at se, at forsanger Jacob Bellens er en af dem. Men denne lørdag eftermiddag var der ikke skyggen af destruktiv følsomhed på scenen, og Bellens var ekstremt sympatisk.

Måske har bandet svagheder, men de afslørede ikke nogen af dem gennem den 40 minutter lange koncert. De spillede deres tørre, udbrændte, men også forunderligt lysende rock så godt som det kan gøres. De ørkenstøvede surfguitarer tegnede sammen med Bellens’ vokal musikkens ansigt, hvis fundament blev støbt af rytmesektionens klart definerede stil. Der var ikke skyggen af den milde grad af monotoni, der momentvis indfinder sig på debutpladen. Det her var musikalsk nærvær og talent, og det var i alle henseender genialt.

Jacob Bellens og I Got You on Tape tog David Bowie og Interpol med ud i ørkenen og transformerede dem til Frihedsgudinden. Da jeg gik fra Ridehuset var det med denne uforglemmelige linje i hovedet: “I guess it’s better to be safe than sad / better not to care than going mad.” I Got You on Tape var fundamentalt rørende.
(TØ)

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Yellowish: So Bright
Oh No Ono: Now You Know
Oh No Ono: Yes
I Got You on Tape: s.t.

Deltag i debat