Plader

The Appleseed Cast: Peregrine

Efter at have kæmpet med diverse interne stridigheder og været på kanten til et endeligt opbrud er The Appleseed Cast kommet godt ud på den anden side med en plade, der rummer stærke rocksange med lånte elementer fra shoegazer og postrock.

Man kan nemt føle sig som djævlens advokat, når man virkelig ønsker, at et band skal genfinde en storhed, de tidligere havde. Sange måles, vejes og sammenlignes med tidligere tiders bedrifter. Men ser man ud over dette – vel vidende at bandet er kommet ud på den anden side af interne stridigheder med talrige varsler om opbrud – så har Appleseed Cast lavet en helt igennem fin rockplade.

Bandet har været en række musikalske udviklinger igennem. De var del af den første store bølge af emo-bands i begyndelsen af 90’erne og blev ofte associeret med navne som Sunny Day Real Estate og Mineral. Men Appleseed Cast havde ambitioner til mere. Især dobbeltudgivelsen Low Level Owl viste et band med store armbevægelser og materiale, der snildt kunne rumme dem. Soundscapes blandede sig med rockhymner på en plade, der lå over ’fremragende’ på skalaen. Samtidig viste det et band, som havde fæstnet blikket på et mål langt fremme.

Men målet kom alt for hurtigt tæt på. Efter Low Level Owl anede bandet ikke, hvordan de skulle komme videre. Two Conversations fulgte og var – pladens udmærkede karakter til trods – et skridt fremad med et dyk i formkurven. Teksturerne var der i glimt, men sangene tydede på, at bandet endnu gik og tyggede på, hvor de skulle bevæge sig henad.

Peregrine har Appleseed Cast ikke genvundet det store gyldne overblik, de før besad. Mindre kan også gøre det. Pladen viser et band med fornyet styrke efter at have været ved at falde fra hinanden. Gedigne rocksange med højt til loftet pumper ekstra mængder blod i de dunkende hjerter. »You cannot be defeated,« synger Chris Crisci i “Silas’ Knife,” som om det gjaldt hans eget bands eksistens. Og man både vil og kan tro ham, for Peregrine kan sagtens stå for sig selv. Var pladen bandets eneste, ville den også være mindeværdig.

Peregrine er inddelt i en række sekvenser – opdelt af instrumentalnumre, som især vinder på en dynamik, der går fra det tyste til det svulmende. Og i sit endelige åndedrag rundes pladen flot af med “The Clock and the Storm”, som er en tour de force ud i postrock med stormombruste lydmure, der hviner om kap med urets tikkende sekunder, før hele Peregrine lægges til ro.

Her fem år efter bandets kunstneriske peak er det vanskeligt at forestille sig, at Appleseed Cast kan komme op på samme niveau som tidligere. Skønt er det dog at høre det brede spektrum, der hviler i Peregrine. Rocksange, der nægter at slå sig til tåls med at blive reduceret på baggrund af Low Level Owl. Det er der dog heller ingen grund til, at de skal.

★★★★☆☆

Deltag i debat