Plader

Attrap: House of Dreams

Skrevet af Theis Ørntoft

Den århusianske kvartet Attrap debuterer med en ep på det nystartede Århus-selskab Warfare Records. Sangskrivningen fejler intet, men gruppen har tydelige problemer med at cutte navlestrengen til inspirationskilderne. Attrap mangler simpelthen endnu at vise afgørende selvstændighed.

I pressemeddelelsen til det århusianske band Attraps fem numre lange ep House of Dreams står der blandt andet: “Hvad enten det er på plade eller live, insisterer Attrap på at skabe en forbindelse mellem lytteren og musikken og derfra en forbindelse til det rum, hvor lytteren bliver uigenkaldeligt sig selv.”
Hvad Attrap helt præcist mener med denne nærmest matematiske abstraktion, må for undertegnede forblive uvist, men det kunne alligevel være interessant at vide, hvordan bandet i grunden vil transformere denne sanseligt komplekse – ja, næsten spirituelle intention til virkelighed. Jeg har endnu min første live-oplevelse med Attrap til gode og kan derfor ikke vide, om projektet lykkes live, men på plade kan jeg forsikre om, at det ikke gør. Det ville nu også være temmelig ufatteligt, hvis det var tilfældet på en dansk debut-ep.

Det ser ellers spændende ud på papiret: Kvartetten har ingen trommeslager. I stedet formes det følte univers af klaver, guitar, klarinet og glockenspiel, og denne markante afvigelse fra den klassiske instrumentering er som udgangspunkt et godt middel til at give sin musik særpræg. Men er der så noget interessant på færde i Attraps krydsning mellem singer/songwriter-rock og nuttet støjpop? Er der noget i sangskrivningen, i udtrykket eller i teksterne, som man stopper op ved? Bringer bandet sig selv videre fra de forbilleder, der har inspireret dem? Har sangene personlighed? Alt sammen relevante spørgsmål til en debut-ep.

De fem sange bevæger sig alle i et lettere ambient rum af bittersød melankoli, til tider rent klingende, til tider mere støjende. Klokkespil og pigekor svæver hen over popsangene, og indimellem tilsættes en støjende postrock-guitar og et par skæve klaveranslag. Sangskrivningen er ikke original, men den er bestemt heller ikke dårlig, og arrangementerne er udmærkede i deres luftige insisteren på udvikling og forløb frem for cirkelbevægelser.

Teksterne er uden tvivl nedfældet af en sanselig sjæl, og det er tydeligt, at der er et poetisk instinkt til stede. Men fascinationsobjekterne er abstrakte og ubegrundede – der skrives om stjerner, himmel, om hjerter og engle (eksempel: »your heart is heaven’s gate«), og disse tungtvejende elementer sættes aldrig ind i nogen konkret virkelighed og begrundes ikke med noget jordnært; de rum, der skrives frem, forbliver abstrakte i deres greb efter skønheden. Det tekstlige niveau skal konkretiseres, hvis sangskriver Jonas Petersen vil formulere mere end ambitiøs tomhed. Tekstuniverset vidner om et poetisk blik, men det er dybt symbolladet uden at pege noget sted hen.

Attrap kan tydeligvis godt lide Sigur Rós og deres evigt dragende skønhed. En sang som åbneren “Just a Word Away” forløber repeterende og bygger op med krystalliske guitarer dybt nede i lydbilledet, klingende som et ekkolod for til sidst at kulminere i – støj.
Denne postrock-opskrift, kendetegner de fleste af sangene. Og ja, det er smukt. Men ja, det er hørt før. Hvorfor ikke være mere ambitiøs og fundere over, om man kan føre Den Støjende Kulmination et nyt sted hen i stedet for blot at imitere genrens mestre?

En anden tydelig inspirationskilde er hentet langt fra Island – det er nemlig Jeff Buckley. Når frontmand Jonas Petersen i “1 2 3 4” synger »heaven waits outside your door,« lyder det ganske enkelt alt, alt for meget, som var det den afdøde legende, der sang. Petersen er en dygtig sanger, og referencerne i hans stemme må kunne nedbarberes, så hans stærke, vidtrækkende stemme kan komme til sin ret. Og det er nødvendigt, hvis Attrap vil skabe personlig musik.

For at kunne tale om personlighed, skal der andre elementer i spil. I et univers som dét, Attrap svæver rundt i, skal der ske noget uventet. Afvigelser. Uhåndterlige elementer, forstyrrelser, temposkift. En original sangstemme. Et modermærke. Et kendetegn. Det er som udgangspunkt et interessant træk at spille uden trommeslager, men i dette tilfælde synes jeg ikke rigtig, at det giver mening – de ambiente flader, støjen og de søde klokkespil ville have godt af at blive banket på plads af et trommesæt af og til.

★★★☆☆☆

Deltag i debat