Plader

Dräp En Hund: Be Yourself

Skrevet af Mads Jensen

Svensk punkrocks svar på Olsen-tvillingerne. Men hvor Mary-Kate og Ashley er Hollywoods version af sød og nuttet, er Dräp En Hund de to teenagepiger med mest attitude på rockscenen. Selv om ikke alle numre virker lige godt, er det svært at undgå at blive tiltrukket af de to tøsers skramlede punkrock.

Den svenske duo Dräp En Hund lever fuldt op til betegnelsen lofi. Mere skramlet produktion og lyd skal man lede længe efter. Den samlede instrumentering udgøres af en elbas og et trommesæt. Bandet består af to 13-årige svenske piger, der hver især har spillet på deres instrument i ét år. Man hader det næsten, før man lytter til det, men sagen ændrer sig heldigvis, efter man har lyttet.

Om end referencerne til deres helte White Stripes og P.J. Harvey til tider er så tydelige, at det næsten bliver for meget af det gode, er der noget tiltrækkende over den naive punkrock, de to små ‘tonåringar’ spytter ud, og det endelige udtryk ender med at blive deres eget. Teksterne tynges bestemt ikke af indhold, men når de fremføres af en til genren fremragende kvindevokal med svensk accent, bliver det alligevel interessant.

Instrumenteringen er minimal, men det gør ikke noget, for det er musikken også. Det er bestemt ikke Roger Waters’ quadrofoniske opsætning af Dark Side of the Moon, vi har med at gøre. Energien er hovedingrediensen på Be Yourself, og særligt pigernes vokaler bør fremhæves. De passer særdeles godt til den mørke punkrock – og hér står de så afgjort ikke tilbage for hverken Courtney Love eller Kat Bjelland.

Titelnummeret er utroligt simpelt. Det bæres af et tungt riff og en rocket vokal. To gange afløses det af et break, hvor der synges »1 – 2 – 3 – 4.« Anden gang breaket optræder, stopper nummeret umiddelbart efter. Det er uhyre simpelt, men effektivt. Energien bærer faktisk nummeret, uden at det behøver finesse og flot produktion.

En anden perle er “God Damned Destroyed”. Verset er en deprimeret slæbende vokal over en tilsvarende tung rytme. I omkvædet ændres formen, og aggressionerne får frit løb, både i den meget vrede og attituderige vokal og i mishandlingen af pigernes respektive instrumenter. Den skiftevis aggressive og mørke lyd får nummeret til at virke mere medrivende end visse af de andre numre.

Det kan virke som lidt af en opgave for de små svenskere at lave et cover af sangen med det bedst kendte riff i nyere tid: “Seven Nation Army”. Resultatet lever da heller ikke på nogen måde op til Jack Whites perfektionisme. Og selv om netop dét er formålet med Dräp En Hunds lyd, er det, som om at det ikke lige var en bas-og-trommer-behandling, “Seven Nation Army” trængte til. Denne coverversion er et af eksemplerne på, at duoens teenagetøsepunk kan blive lidt for meget. Det er, som om de her vil for meget. Det virker langt bedre, når de bare vil larme og få folk til at hoppe, for det gør de godt.

Det er altså lidt blandede følelser, man sidder med efter at have lyttet albummet igennem. På sin vis er pladen for simpel og tynd, men omvendt bliver man tiltrukket af den beskidte, mørke punkrocklyd. Hvis man kan lide punk og hvad dertil hører, er Be Yourself så afgjort et lyt værd, selv om den ikke er et decideret mesterværk. Hvad enten man kan lide musikken eller ej, kan man ikke ignorere Dräp En Hund.

★★★½☆☆

Deltag i debat