Interview

En besættelse ude af kontrol

London-duoen Psapp er blandt de fremmeste leverandører, når det gælder skæv, sprudlende sommerpop. I anledning af bandets nye plade The Only Thing I Ever Wanted tog Undertoner en snak med dem om at skrive sange, at skifte pladeselskab – og at elske katte. (14.07.06)Man kan godt gøre karriere, hvis man blot holder af popmusik og mærkelige lyde. Det har den London-baserede duo Psapp senest bevist med bandets andet album The Only Thing I Ever Wanted, som udkom for et par måneder siden.

Duoen er et umage par, men de komplementerer hinanden særdeles godt. Mens Carim Clasmann har en baggrund som støj-fanatiker i den tyske undergrund, er Galia Durant ægte Casio-entusiast (hun er vokset op med en 1988 vintage Casio SK-8 under armen). At de er kreative sammen og ikke mindst har det sjovt høres tydeligt på duoens to album, der sprudler af sommerpop og skæve indslag. Ifølge dem selv er der dog en forskel på det nyeste album i forhold til debuten Tiger, My Friend – dels er der færre ambiente felt-optagelser, og dels spiller de to mange flere rigtige instrumenter.

Hurtigere arbejdsproces – og humørsvingninger
Carim Classmann mener også, den anderledes lyd er en konsekvens af, at de to mødes og skriver numrene sammen i stedet for at skrive hver for sig og først derefter mødes for at færdiggøre materialet. “Det er meget mere tilfredsstillende at skrive numrene i nu’et, så de ligesom reflekterer det humør, vi er i – for humøret svinger meget i Psapp,” fortæller han. Et nummer behøver dog absolut ikke starte et særligt konkret sted, men kan sagtens starte med et nyt legetøj, supplerer Galia Durant. Det kan for eksempel være et pivedyr som på debutalbummet.

I forhold til Tiger, My Friend synes Carim Clasmann og Galia Durant også, at numrene på The Only Thing I Ever Wanted er blevet bedre, fordi de to medlemmer i bandet har lært hinanden at kende, og dermed kan kommunikere bedre. “Da vi startede, kunne det tage flere måneder at skrive et nummer,” forklarer Galia Durant og fortæller, at selv efter måneders arbejde kunne der stadig være ting, som de ikke var tilfredse med. “Sådan er det heldigvis ikke mere,” fortsætter hun. Hun er tydeligvis glad for, at skriveprocessen er blevet hurtigere og mindre kompliceret.

Psapps debut udkom på det lille selskab Arable, men da opfølgeren skulle udgives, valgte bandet at skrive kontrakt med det større selskab Domino. Hverken Galia Durant eller Carim Clasmann synes dog, der er nogen nævneværdig forskel på de to selskaber. “Selv om Domino er et stort selskab,” fortæller Galia Durant, “så fungerer det meget som et lille selskab – og Domino har hele tiden støttet vores idéer uden at blande sig for meget.” Den frygt, som Psapp havde haft om at blive ensrettet af et stort selskab, blev dermed gjort til skamme.

I første omgang skulle Domino egentlig bare have udgivet Psapp på licens, men da bandet gav nogle af dets nye numre til selskabet, blev de pludselig tilbudt en kontrakt. At blive labelmate med så mange favoritbands kunne Psapp ikke sige nej til. “Og da vi skrev kontrakten under, fik vi lov til at slæbe så meget vinyl hjem, at vi knap kunne bære det hele vejen,” griner Galia Durant.

Selvstændige katteelskere
Flere anmeldere har sammenlignet duoen med bands som Stereolab og Pram, men det generer ikke London-duoen at blive sat i bås. Både Carim Clasmann og Galia Durant er glade for Pram, men derudover synes de begge, at det måske mere er andres måde at beskrive Psapps lyd på. “Når vi skriver et nummer, tænker jeg i hvert fald aldrig på, at vi lyder som nogle af de bands, jeg ser os sammenlignet med,” tilføjer Carim Clasmann.

Galia Durant spiller stadig på det Casio-keyboard, hun spillede på som otteårig. Men det er ikke hendes eneste besættelse, for både hun og Carim Clasmann er nærmest sygeligt vilde med katte. Både coveret på deres debutalbum og på The Only Thing I Ever Wanted er præget af katte. “Vi beundrer katte, og personligt elsker jeg besættelser, som kommer ud af kontrol,” fortæller Galia Durant. Mens de fleste mennesker måske har svært ved at retfærdiggøre deres fascination af frimærker eller ande-avl, så mener hun ikke, der er noget at rafle om med katte. “Katte vinder med deres sure fjæs, skæve personlighed og gode lyde.”

Og hvis man skulle være i tvivl, er det nok at kaste et blik på Psapps venner på Myspace – de fleste har poter…

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Psapp: Tiger, My Friend
Psapp: The Only Thing I Ever Wanted

Deltag i debat