Plader

The Flaming Sideburns: Back to the Grave

Finske The Flaming Sideburns’ sidste album, Sky Pilots, var en skuffelse af rang. Men den skamplet retter finnerne mere end almindeligt fint op på med dette stærke og energiske coveralbum.

På det seneste udspil fra finske The Flaming Sideburns gør de overvejende det de er bedst, nemlig at fortolke andres numre – og det gør de bedre end de fleste. På coveret er en gravsten med inskriptionen 1965-1975. Ingen der kender blot det mindste til Flaming Sideburns er i tvivl om, at deres primære musikalske præference er denne periode. Ligeledes kan alle på nær ét af de ni covernumre dateres til det tiår.

Albummet lægger dog ud med to nye numre, der blev til i forbindelse med indspilningen af deres seneste, lidet anerkendte album Sky Pilots. “Runnin’ on Fumes” er en ægte garagerocker med et catchy omkvæd og masser af skrigende guitarlyd. Det er Flaming Sideburns, når de er bedst. Andet nummer “Black Moon” er med spansk tekst og er ligeledes en ægte rocker, dog i den mere afdæmpede og nærmest melankolske afdeling. Da jeg ikke forstår mange ord på spansk, synes jeg bare, det er supercool at høre den argentinsk-fødte forsanger Eduardo nærmest croone sig gennem nummeret. Begge numre lover godt for næste album med bandet, der indspilles denne sommer.

Herefter tager Flaming Sideburns så fat på de musikalske forbilleders bagkatalog. Første skud i gøbben er The Wailers’ “Bad Trip” fra 1966. Finnerne har tidligere leveret fornemme coverversioner af The Wailers, og også denne gang lykkes det på bedste vis. Der er en virkelig fed vibe i nummeret og fortolkningen er både rammende, samtidig med at være tilført Sideburns’ helt egen stil.

Så følger “Evil Woman”, som er kendt med Canned Heat, der indspillede det i 1969. Men Flaming Sideburns er jo garagerockere om nogen, så deres version er baseret på The Troggs’ version, ligeledes fra 1969. I deres lækre fortolkning har Sideburns stort set kopieret Troggs markante basspil og så ellers tilføjet et forrygende, afdæmpet samspil mellem de to guitarister. Eduardo synger med en stemme som et rustent søm, og nummeret flyder tungt af sted for til sidst at slutte uptempo.

Et andet af Sideburns’ absolutte yndlingsbands er The Sonics. På Back to the Grave er det “High Times”, der får sig en tur i den finske sauna. En killer-version af et nummer, der i forvejen er forrygende. Det starter ud i højt tempo, så både fødder, hænder og hoved banker med på takten. Midt i nummeret fader tempoet ud, og nummeret bliver nærmest psykedelisk med klagende saxofon.

Bandet Renegades kom oprindeligt fra England, men endte med at blive et kæmpe navn i Finland – faktisk næsten lige så store som The Beatles. Renegades udsendte også en del af deres plader i Finland. Så Sideburns har selvfølgelig fundet et nummer fra Renegades bagkatalog, nemlig “13 Women”. Det handler om en mand, der, efter at brintbomben er gået af for alvor, ender alene på jorden omgivet af 13 kvinder – den stakkel! Eduardo leverer selvfølgelig hæshed af bedste skuffe, og så er der både håndklap, tamburin og rasletøj.

Grand Funk Railroads 1969-nummer “Are You Ready” får en spand kul med skrigende guitarer og massiv bund fra rytmegruppen, mens man nærmest mister pusten under fortolkningen af Del-Vetts’ “Last Time Around”, hvor bassisten The Punisher leverer noget af det mest medrivende spil, jeg længe har hørt.

Albummets sidste nummer er det eneste, der falder udenfor perioden 1965-1975. Det er en fortolkning af Lou Reeds’ nummer “Leave Me Alone” fra 1978-albummet Street Hassle, hvor nummeret er lækkert sløvt og har en overflod af fede guitarlicks. Eduardo præsterer hér både at fange Reeds drævende måde at synge på og at give den så meget særpræg, at de færreste umiddelbart vil fange, at der er tale om en coverversion.

Sideburns’ version er langsommere end Reeds og finder på bedste vis et suverænt, langsomt groove. Leadguitaren snerrer, og bassen er massiv og tyk i baggrunden. Nummeret får lov at trampe derudaf i samfulde seks minutter og 34 sekunder – og det er ikke ét sekund for meget! Virkelig trippet og en rigtig fin afslutning, hvor man bagefter sidder rolig og veltilpas og bare ønsker sig mere.

Ergo er der ingen tvivl: Med denne udgivelse genvinder Flaming Sideburns virkelig respekten, og floppet med Sky Pilots er tilgivet.

★★★★★☆

Deltag i debat