Plader

Lost Alma: You Can’t Stop the Silence

Skrevet af Lars Simonsen

Den danske singer/songwriter Henrik Stahlhut har, med hjælp fra ligesindede, skabt en rimelig vellykket debutplade under navnet Lost Alma. Albummet vinder først og fremmest på de flotte arrangementer, men den altovervejende melankolske og intime stemning bliver lidt for omklamrende i længden.

Danske Lost Alma er først og fremmest lig med Henrik Stahlhut, i og med at han dannede en-mandshæren for godt seks år siden – og i øvrigt selv har skrevet tekst og musik til samtlige 11 numre på debutpladen You Can’t Stop the Silence.

En række musikere bidrager dog også, og især ex-Traening-sangerinden Marie Eline Hansens vokale bidrag samt Soma Allpass’ cello sidder lige i skabet. Men mere om dét senere, for indledningsvis understreges fornemmelsen af, at man er i selskab med en énmandshær, der fortrinsvis er bevæbnet med akustisk og elektrisk guitar samt rolig stemmeføring.

Akustisk guitar og mundharmonika åbner således albummet blidt, mens Stahlhut følsomt og afdæmpet synger: »Open your eyes and embrace the sun / It shines if you want / My special one / Open your eyes and let love in / It’s never too late to begin.« Med andre ord overrumples man ikke just af dyb originalitet og en helt ny lyd. Men kan man acceptere dette, og indtager man den holdning, at mindre også kan gøre det, må man indrømme, at sangen er både varm og fængende på en meget nedtonet måde.

Det samme gør sig i dén grad gældende med “Imploding Star”, hvor især de gentagne linjer »Everything is burning / But you are standing still« bliver hængende i hovedet, nærmest som en anden pop-øreorm. Forskellen er bare, at man ikke føler sig indvaderet af øreormen, men derimod gladeligt synger linjerne for sig selv igen og igen.

Stahlhut forsøger med nogenlunde samme recept i “Fuzzy Head”, hvor tempoet er en anelse højere. Men her overgiver man sig ikke helt så nemt, når Stahlhut gentagne gange synger »I’m laying in my bed / Fuzzy in my head / Thinking of the word she said.«

Numrene er generelt virkelig flot arrangeret med bl.a. cello, strygere og klaver. I en sang som “There Is No Need to Worry” understreges det intime og melankolske helt forrygende smukt med klaver, cello og klokkespil. Stahlhuts vokal er på ingen måde anonym, men i dette nummer falder den alligevel lidt til jorden i selskab med den vellykkede instrumentering.

Selv om flere af numrene er flotte, og Marie Eline Hansen gør et glimrende stykke vokalarbejde, bliver You Can’t Stop the Silence alligevel lidt tung at danse med indimellem. Den melankolske stemning og den tykke atmosfære af modløshed og forlist kærlighed bliver for omklamrende, i takt med at albummet skrider frem.
I et nummer som “Anneville” eksperimenter Stahlhut dog med et lidt lysere udtryk, kombination af trommemaskine og cello fungerer ikke efter hensigten.

Lost Alma har masser af potentiale, og flere af numrene vidner om, at der er noget at arbejde videre med. Det er, som om Henrik Stahlhut skal tage lidt flere chancer, hvad angår opbygningen af sangene og hans egen stemmeføring. Man tager sig selv i at nynne med på mange af skæringerne, men i længden virker eksempelvis “Into Your Arms” og “That’s All She Said” lidt for letkøbte og simple, så en smule mere variation i lydbilledet ville pynte gevaldigt på helhedsindtrykket.

★★★½☆☆

Lyt til “Move On (My Special One)”:
[audio:http://www.lostalma.com/songs/lost%20alma_move%20on.mp3]

Lyt til “Fuzzy Head”:
[audio:http://www.lostalma.com/songs/lost%20alma_fuzzy%20head.mp3]

Deltag i debat