Koncerter

Mi and L’au, Sterling, Why?, Phoenix, 01.07.06, Roskilde Festival

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Mi and L’au, Bar’n, 13.00
Lørdag skulle jeg opleve min første koncert på festivalens mindste scene, den nye Lounge-scene – eller Bar’n som den også kom til at hedde – en stor træbygning med sand på gulvet og en lav, intim scene i den ene ende. Med den bagende sol var det en ekstra oplevelse at træde ind i det kølige mørke.
Finske Mi and L’au sad på hver sin skolestol – han med guitar, hun med brækket arm, hvilket betød, at hun kun kunne synge. I mørket blev de to personer ekstra mystiske og skrøbelige, som de sad der alene på scenen.

Koncertens første numre blev fuldstændig ødelagt af, at der var lydprøve på Arena-scenen. De blide stemmer og lavmælte guitarmelodier druknede i bulder og brag. Men så holdt larmen op, og en stemning, jeg i hvert fald aldrig har oplevet på festivalen, bredte sig.
Mi & L’au spiller en lavmælt, melankolsk folk, hvor deres stemmer fint komplementerer hinanden og de langsomme guitarballader. Stemningen blev næsten andægtig under koncerten, der dog savnede f.eks. en ekstra guitar eller lavmælte trommer for, at lydbilledet ikke blev alt for enslydende.

Ros til Roskilde Festivalen for at bringe den intime musik tæt på publikum i fine, atmosfæriske omgivelser. Men hvis scenen skal have kunstnerisk succes, og musikken skal respekteres, er scenens program nødt til at blive planlagt bedre, således at de store scener Arena og Orange ikke ødelægger koncertoplevelserne.
(JL)

Sterling, Pavilion, 14.00
Forsanger Mads Nygaard var knap kommet på scenen under det instrumentale åbningsnummer, før han hoppede ned foran publikum og kravlede op på rækværket ud til forreste række. Han klappede high fives med publikum i takt til musikken og var sprængfyldt med spræl, mens han nærmest strålede af lyst til at spille.

Foto: Malle Gilbert

Resten af bandet var lige så veloplagte, og så var der intet til hinder for at spille en hitparade, som de færreste bands med halvanden plade på samvittigheden kan præstere. “Rødvin2004” var noget nær indbegrebet af perlende indiepop, og “Autopilot” demonstrerede et skønt drive og en god bund. Med “Vinterfobi” og “Lyssværd” hen mod slutningen af koncerten gik der endda folkelig sing-along-fest i den, og Nygaards drengede, små-kokette charme holdt konstant festen flydende.

Kvartetten starter straks efter festivalen på at indspille et nyt album, og mellem de gamle synge-med-numre sneg der sig en lille håndfuld nye sange ind. Der var lidt mere fylde og flere rockede guitarindspil frem for synthesizermelodier, og især ekstranummeret “Ikke rigtig i mit hoved” lød nærmest helt irriterende fængende – en oplagt singlemulighed.

I og for sig var det ganske unge publikum så hengivent, at Sterling kunne have gjort snart sagt hvad som helst, uden at der havde været sure miner. Men Sterling slog ikke til tåls med halve løsninger. Der var fuld skrue hele vejen med plads til skæve indfald. F.eks. endte “På vej”, der afsluttede det oprindelige sæt, med at der gradvist kom flere og flere guitarister på scenen, så der til sidst var seks guitarer med i den støjende finale. Og sådan var Sterlings eftermiddagsshow: én stor komsammen med plads til alle med popører.
(MA)

Why?, Pavilion, 18.00
Med et stort busket overskæg taget direkte ud af en politikomedie indtog Why?-frontmanden Yoni Wolf scenen. Med et alvorligt blik på sine to bandkollegaer annoncerede han, at “we are Bob Dylan, and we are happy to be here”. Så var tonen slået an – også selv om den næppe var helt ren.

Yoni Wolf

For hos Why? er det snarere en kvalitet end en fejl, hvis harmonierne vakler en smule, eller hvis Yoni misser et ord eller to. Why? har langt mere fokus på at udnytte de kreative muligheder, der ligger i at give slip på alle konventioner. Så selv om bandet i højere og højere grad spiller sangbaseret indiepop et sted midt mellem Tortoise og glad slackerrock, er der ingen krav om vers og omkvæd. Hvis sangen ikke kan holde til at vare mere end halvandet minut, stopper den bare.

Den kreative lovløshed udnyttede Why? i de længere numre til at indskyde ret så uforudsigelige retningsskift, som gjorde det værd at spidse ører. Og havde først slået lyttelapperne ud, flød den ene rapfodede popmelodi efter den anden også indenfor. Pavilion-publikummet fik ikke ligefrem omkvæd, der lagde op til fællessang, men fik til gengæld et væld af friske hooks og muntre vokalharmonier.

Trommeslageren Josiah Wolf excellerede hele vejen gennem koncerten i at spille xylofon og trommer på én gang, og xylofonens lette ringende klange understregede musikkens svalende karakter. Why? leverede en omgang skramlet sommerpop spækket med samme optimisme som en af de mange skæve oneliners i Yonis tekster: “Flowers are how plants laugh.” Why? var en af de mest farvestrålende blomster i årets festivalbuket.
(MA)

Phoenix, Odeon, 01.00
Der var godt fyldt op på Odeon-scenen, da franske Phoenix med det udmærkede nye album It’s Never Been Like That i rygsækken skulle sætte fest under et publikum, hvor de fleste havde drukket øl i over 12 timer. Det var dog snarere publikums forventninger til bandet, som var sværest at overkomme for franskmændene.

Phoenix havde denne aften mere bund og en tungere guitarlyd end vanligt. Og en mere rock-orienteret koncert, som ikke altid var lige dansevenlig, var ikke helt det, publikum havde regnet med at høre. Bandet spillede dog ufortrødent, oplagt og sådan set også fint nok, men den lette, hammer-iørefaldende pop, bandet plejer at stå for, var ikke meget til stede.

Og det var tydeligt, at det var de mere luftige numre – og hits – folk var kommet for. Derfor var jublen selvfølgelig enorm, da Phoenix først spillede “Everything Is Everything” og blot et par numre senere “If I Ever Feel Better” – sidstnævnte i en ekstra lang udgave, hvor de seksstrengede medhjælpere endnu en gang blev luftet lige lovligt rigeligt – en ikke helt vellykket fortolkning, som da også gik fuldstændigt hen over hovedet på publikum.

Måske lidt synd for Phoenix, at bandet stadig bliver nødt til at spille de gamle hits for at please publikum, men respekt til bandet for at i det mindste prøve at omarrangere de gamle numre. Det fungerede bare ikke. Måske skal Phoenix bare ikke forandre sig?
(JL)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Sterling: Estadio Camp-Let
Sterling: Yndigt land
Why?: Sanddollars

Deltag i debat