Plader

Oceano da Cruz: No More Oceanomania/Rocksploitation

Et skævt og skramlet lofi-overflødighedshorn af et dobbeltalbum – garneret med en nærmest nonchalant letsindig produktion. Denne 2-i-1’er indeholder faktisk en del fine indslag, om end 22 numre er lige i overkanten.

‘En udfordring’ må være den helt rette etiket at pådutte dette album. Først og fremmest udfordres lytteren og skal i høj grad arbejde for sagen, hvilket ikke er en nytteløs gerning, men til dels krævende.
Samtidig udfordrer Oceano da Cruz de musikalske genrer i en sådan grad, at man kan frygte et massivt selvmord – men faktisk lykkes det ham at sno sig gennem urskovens indie-, electronica-, folk- og country-lianer uden at overbelaste stedsansen.

Det er lidt af et rodekasse-projekt, at da Cruz har sat den i visse undergrundskredse anerkendte Rocksploitation fra 2001 og de seneste udskejelser, No More Oceanomania, sammen til én udgivelse. Og det siger næsten sig selv, at 22 numre er lige rigeligt meget at skulle overskue. Skiller man de to album fra hinanden, har de seneste numre et mere stramt, struktureret og mindre virilt udtryk.

Begge album er resultatet af et gennemarbejdet enmandsprojekt, der via et løst struktureret udtryk arbejder med masser af musikalske garnnøgler, der vikler sig ind og ud mellem hinanden i en skramlet produktion, der lægger sig fint op ad de løsslupne og humoristiske sangtitler som “Cookin’ for a Crocodile” og “Ricky Martin Style”.

Kvaliteten ved Oceano da Cruz er ikke kun hans gedigne fantasi og sans for detaljer i et sparsomt univers, men også den melodiske tæft, hvor specielt de nyeste numre sprudler med en lind strøm af underspillede melodier. “Mr. Beerbourineman” og “Penélope da Cruz” er glimrende eksempler på dette.
Til gengæld kunne man nok godt have undværet en lille håndfuld af de 22 sange, for det er svært at høre, at numre som “Guns for Elephant” og “Ricky Martin Style” gør noget godt for albummet.

Det virker, som om Oceano da Cruz bare ryster melodierne ud af ærmet. Han er en glimrende sangskriver, og det meget brogede univers mellem folk, indie og pop, gør han til noget enkelt og relativt iørefaldende. Det papkassetrommende og spolebåndsknasende lydunivers med 80’er- agtige keyboardlyde tilsættes guitar og en del lalleglade tekster om bajere, sport og kultfigurer, der holdes fint sammen af da Cruz’ sans for melankolske, men også gyngende melodier.

De finurlige og sjove sange lever deres eget liv, og dette dobbeltalbum er både sympatisk og holdbart, men der skal luges lidt i bedene for at få det til at blomstre. Der er til gengæld både farve og kolorit.

★★★★☆☆

Deltag i debat