Plader

Peeping Tom: s.t.

Skrevet af Mikkel Steensgaard

Med sit nye projekt Peeping Tom formår Mike Patton (Faith No More, Mr. Bungle) at skabe en stor kogende blanding af genre og lyde, og nogle af ingredienserne hedder Norah Jones, Rahzel og Massive Attack. Albummet er tungt og hiphop-influeret, og det vil glæde både nye og gamle Patton-fans.

Musikkens gale professor Mike Patton er langt om længe tilbage med et album, hvor energien og humøret er i top efter et par mere eller mindre succesfulde sideprojekter. Lyden på Peeping Tom-albummet er gennemgående mere tung og beatbaseret end Pattons tidligere projekter, hvilket giver en mere elektronisk og hiphop-inspireret lyd. Det er dog ikke første gang, Mike Patton bevæger sig over i dette lydunivers. En af de kunstnere, som gæster albummet, er nemlig Rahzel, som Mike Patton blandt andet optrådte med på sidste års Roskilde Festival.

Rahzel er dog langt fra den eneste gæst på Peeping Tom. Faktisk er der på hvert eneste skæring mindst én kunstner, som ligger vejen forbi professorens laboratorium. Listen af kunstnere svinger fra rappere som Kool Keith til det mere elektroniske med Massive Attack og Dub Trio over til jazz-darlingen Norah Jones.
Disse mange forskellige indflydelser har givet pladen en varieret og spændende lyd, som dog hele vejen er domineret af Mike Pattons karakteristiske lyd. Pattons absolut mest egenartede kendetegn er hans stemme. Den nasale vokal har en spændvidde, som kun få kan overgå, og Mike Patton udnytter den fra start til slut.

Hans fortid i Faith No More og Mr. Bungle skinner igennem flere steder på pladen. Rockmusikken har altid været dominerende i Pattons univers, og de fleste numre på Peeping Tom ender også i nogen grad med at blevet rock-inficerede enten i omkvædet eller ved et afsluttende klimaks.
Pattons tekster er originale og vidner om en hjerne, der ikke er, som hjerner er flest. De passer fortrinligt sammen med den uortodokse skævhed, som også findes i musikken.

Blandt de bedste numre er “Mojo” (med Rahzel og Dan the Automator) og “Sucker” (med Norah Jones). “Mojo” er et ultratungt, meget hiphop-inspireret nummer, hvor guitarriffs i omkvædet sættes sammen med det nærmest insisterende og kontante beat. Sammen danner dette en skarp kontrast til Mike Pattons bløde og lyse vokal. Det fængende omkvæd er et af pladens mere tunge og leder klart tankerne tilbage mod Mr. Bungle.
“Sucker” er et af pladens mere dystre nummer, hvilket står som en stærk modsætning til den opfattelse, som mange har af Norah Jones. Nummeret bygges hele vejen igennem fantastisk op, og omkvædet, som klart er et af pladens stærkeste, fungerer fantastisk pga. duetten mellem Patton og Jones.

De mange indspil fra andre kunstnere gør, at Peeping Tom aldrig bliver ensformig eller kedelig. Mike Patton har skabt et album, som er mere fængende og ligetil end hans foregående projekter, og det kan både skabe nye fans og tilfredsstille gamle Patton fans som undertegnede.

★★★★☆☆

Deltag i debat