Plader

The Secret Society: Sad Boys Dance When No One’s Watching

Noget så sjældent som en spansk singer/songwriter med masser af tungsind og smerte gør et overraskende positivt indtryk og holder et ualmindeligt højt bundniveau. En af årets mest interessante debutplader inden for denne genre.

Pepo Márques, herren bag pseudonymet The Secret Society, har tidligere udgivet tre ep’er, og hvis det er gået din næse forbi, er det ikke mærkeligt, for på trods af utallige opvarmningskoncerter for Xiu Xiu, Mark Eitzel, Destroyer m.fl., er den spanske troubadour et ret så ubeskrevent blad uden for Spanien.

Han er ikke ligefrem jordens største humørbombe og heller ikke en kunstner, der smitter og spreder glade budskaber. Til gengæld er hans sange og evner som sangskriver så særprægede, at man ikke kan lade være med at blive draget ind i hans univers, der med en baggrund i emo og hardcore fremstår med power, bid og politiske refleksioner. De synges med en stille, men udtryksfuld, utilfreds barytonstemme – oftest akkompagneret af akustisk guitar og lidt slagtøj.

Sangene på Sad Boys Dance When No One’s Watching er som en dagbog. Personlige og svævende mellem for-, nu- og fremtid. Følelserne er ved at kvæle hinanden, og det simple udtryk i instrumenteringen gør det ikke til en let mundfuld at sluge. Men man forstår manden, og han formår at vedkende sig sin identitet og vende vrangen ud på sig selv, så udtrykket er troværdigt.

Selv når pladen åbnes med et »Fuck your point of view/ Fuck romantic boy / Fuck all modern couples / Fuck us after all,« kan man rent faktisk relatere til de personlige overvejelser. Specielt i disse postmoderne tider, hvor tilhørsforhold og m/k-problematikker hænger sammen som nervebaner.

Det er dét, Pepo Márques gør så godt på sin debutplade: at ramme det poetiske med sin lyriske seksløber og slippe godt fra de lette sange med det tunge indhold. Dog kan den Bush-relaterede “Fight Fire with Fire” om det polariserede Amerika virke lidt uden for kontekst.

Den spansksprogede “Leyenda del tiempo” er uden for denne anmelders sproglige evner, men de få strygersekvenser og den triste duet tager stikket hjem, ikke mindst med det Nick Cave-lignende pianostykke, der emmer af melankoli og skygge.

Den to-delte “City Lights” er som helhed en fin og relativt bombastisk finale, der raser af, inden den stille og spartanske “Old Wooden Creaking Floor” synger sidste vers og lukker for en ambitiøs og vellykket samling af sange, der fortjener anerkendelse og ros.

Man kommer ikke grinende ud af den musikalske karrusel – men ih, hvor følelsen varer længe. Med andre ord: The Secret Society har udgivet en af årets bedre debutplader inden for singer/songwriter-kategorien.

★★★★★☆

Deltag i debat