Plader

Spinform: Bryter tystnaden

Skrevet af Mikkel Arre

Svenske Erik Möller har slæbt et ustemt klaver og vakkelvorne guitarer med ud i en gammel hytte. Instrumenternes længselsfulde toner, hyttens rungende akustik og Möllers skrattende, knitrende elektronik smelter sammen på en fin og nostalgisk plade.

Hvis du nu havde købt elektronisk udstyr for tusindvis og atter tusindvis af kroner, ville dit første træk nok ikke være at lade dét og alle dine instrumenter stå i en utæt træhytte i adskillige måneder. Ikke desto mindre kan man godt forledes til at tro, at det er sådan, svenske Erik Möller har forberedt sit andet fuldlængdealbum under pseudonymet Spinform. For klaveret stemmer ikke, guitaren er af og til mere knasende end klingende, og snart sagt alt på pladen er omsluttet af blid, men hvæsende støj – som om det elektroniske udstyr er blevet berøvet muligheden for at skabe en pæn finish.

Men hvad Bryter tystnaden (helt bevidst) ikke har i poleret vellyd, har den til gengæld, når det gælder stemning og følelse. For de otte numre bærer i høj grad præg af en nostalgi, som antydes i titler som “Framtidsminnen” og “Det fanns en tid”. En nostalgi, hvor det ikke kun er de glade, men også de triste stunder, der presser sig på – som når den sørgmodige guitarfigur i “Lurliv” skaber plads til sig selv ved at trænge gennem et lag af susende støj.

Rent faktisk har Möller lavet hovedparten af Bryter tystnaden i en gammel hytte mellem Uppsala og Stockholm, og han bruger dens let rungende akustik fint i åbningsnummeret. Det er, som om huset holder fast på enhver lyd og lader den klinge lidt længere end vanligt – som om huset efter års ensomhed ønsker, at lyden og selskabet vil vare ved bare lidt endnu. I “Imperiebyggaren” kigger minderne også frem takket være en klavermelodi, der er optaget og forvrænget så tilpas meget, at den lyder mindst et halvt århundrede gammel.

Sådan er det faktisk med de fleste melodier på albummet. De er flossede og skævvredne på en blød, behagelig måde – og som regel er der en lille håndfuld i gang på samme tid. Derfor passer det rigtig godt, at Möller i forhold til sin seneste Spinform-ep, Superstjerna fra 2003, har skruet lidt ned for sine mildt synkoperede beats – dermed bliver der nemlig i numre som “Lurliv” og “Yppersta utposten” rig lejlighed til at nyde, hvor stor variation hver gennemlytning byder på. Med tre-fire mere eller mindre udbyggede melodilinjer krydret med boblende, gurglende effekter er der masser at dykke ned i, og der er detaljer nok til adskillige nærlytninger.

“Yppersta utposten” demonstrerer sammen med “Det fanns en tid”, at Spinform er mest krævende, men faktisk også stærkest, når han glemmer alt om beats og bevægelse og i stedet udforsker de muligheder, der ligger i at have mange lag i musikken. I afslutningsnummeret er der godt nok et beat bygget af lyden af knirkende møbler, men det centrale er diskant klirrende klavertoner, der nærmest bliver ildevarslende, mens de vugges fremad og bagud i lydbilledet.

I de mere dynamiske numre er der bestemt en vis charme over de håndspillede, svagt efterbehandlede beats, men i f.eks. “Lurliv” bliver det lidt trættende at høre samme synkopering i fire minutter. Ligeledes ville det have klædt det ellers yndige klaverbårne “Frestelser och bekymmer” at slippe for sit dvaske, slæbende beat.

Noget af det mest elskelige ved Bryter tystnaden er, at det er lykkedes Erik Möller at finde en personlig lyd. Der er noget på én gang sart og jordbundet over hans krakelerede melodilinjer – en slags afstemt drømmeri, der ikke giver sig hen til utopiske håb om, at alt med et snuptag bliver forvandlet. Og på den måde leverer Spinform et godt eksempel på, at electronica sagtens kan have sjæl.

★★★★☆☆

Deltag i debat