Koncerter

Statler Waldorf-showcase, Dälek, 30.06.06, Roskilde Festival

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Rasmus Møbius, Pellarin & Lenler, Melk, Metropol, 12.00
Sidste år manglede et element på Roskilde Festivalen – der var nemlig ikke noget elektronisk pladeselskab, som fik forlænget spilletid på en af scenerne. Men den tradition vendte tilbage i år – med blandede resultater. Tidligere har danske Hobby Industries og tyske Kitty Yo vist deres artister frem, og i år var det Statler & Waldorf, som fik lov til at præge de første timer på Metropol-scenen.

Albumaktuelle Rasmus Møbius åbnede, og hans dubbede elektronica var perfekt til at få søvnen ud af øjnene med – samtidig kom solen frem og begyndte at varme kroppen, som dog til tider havde svært ved rigtig at vågne, fordi Møbius’ musik ikke altid var lige interessant. Bedst fungerede det, når han spillede på sin medbragte trompet, og når bassen og beatet supplerede hinanden til en fælles bund, der var mere dubbet end bare straight downbeat.

Pellarin & Lenler efterfulgte Rasmus Møbius, og de åbnede sættet med Pernille Pang fra Tiger Baby på vokal. Hun har på plade en flot, luftig stemme, men live kniber det mere for hende at komme igennem til publikum. Sådan var det desværre også denne dag, hvor hun lagde vokal til Pellarin & Lenlers knitrende, flydende kompositioner.

Melk – foto: jint.dk

Den Berlin-bosatte dansker Raz Ohara gav til gengæld masser af krop og sjæl til musikken og var med til at afanonymisere lydbilledet i sættets sidste del. De afsluttende numre, som var langt mere funky end sættets tidligere numre, fungerede samtidig som overgang til næste band.

Da Melk trådte ind på scenen, rejste det ellers afslappede publikum sig op, og det var tydeligt, at hvis der var et Statler & Waldorf-band, folk var kommet for at se, så var det Melk. Tempoet og energien hos Melk var da også mere engagerende end hos de andre artister, og deres hiphop-influerede lydbillede, som blev præget af rapperen Gisli og soulsangerinden Ane Trolle, opfordrede helt sikkert til mere end bare at sidde og rokke med i takt.

Desværre var ørerne trætte efter flere timer med et lydbillede, der de små forskelle til trods lød ekstremt ens. Idéen med en pladeselskabs-showcase er rigtig god, men man bør skære ned på artisternes spilletid – ellers dræber det publikums lytteglæde.
(JL)

Dälek, Pavilion, 01.00
New Jersey-hiphopperne Dälek, der i nattens anledning kun bestod af rapperen af samme navn og produceren Oktopus, havde et enkelt tilbud til publikum i det halvfyldte Pavilion-telt: Hvis I vil, kan I komme indenfor i et trøsteløst, ramponeret hus fyldt med dæmoner – og I må tage hele pakken eller gå, for vi pynter ikke noget.

Og nej, der var sandt for dyden ingen formildende omstændigheder hos Dälek. Kværnende industriel støj tårnede sig op under tørre, blytunge beats og ondt brummende basgange, der fik bræddegulvet til at sitre. Hen over det hele lå Däleks hvileløse ordstrømme, som med den massive lydstyrke in mente gik overraskende klart igennem. Men ordene var stadig svære at skelne, fordi der var så utrolig mange af dem.

For Dälek er en mand med en mission – mod alle former for organiseret religion, uligheden i det amerikanske samfund og alt andet, der forhindrer de folk, han i en sangtitel kalder “Permanent Underclass”, i at bevæge sig opad i samfundet. Denne aften var hans ustoppelige foredrag totalt kompromisløse – der var intet lir og ikke særlig meget kommunikation med publikum. Ja, efterhånden som Dälek oftere og oftere begyndte at gnide hænderne mod sit ansigt og sit korte hår, virkede han nærmest besat – og de skurrende, hvæsende støjudladninger fra Oktopus’ to laptops lød med ét som en slags udligning af overtrykket i frontmandens hoved.

Det var svært ikke at ærgre sig over, at de to vrede herrer ikke havde taget dj’en Still med. For det havde været rart med lidt mere variation og måske også lidt mere sceneshow. Det kunne i hvert fald have gjort det lidt lettere for folk uden forkendskab til bandet at få noget ud af showet.
Men den slags ville have været stik mod Däleks filosofi om ikke at pynte noget som helst. Og Dälek gik ikke på kompromis.
(MA)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Dälek: Absence
Dälek: Abandoned Language

Deltag i debat