Plader

Sunset Rubdown: Shut Up I Am Dreaming

Sunset Rubdown er Wolf Parade-forsangeren Spencer Krugs soloprojekt, og Shut Up I Am Dreaming er en ambitiøs plade, som med soveværelsesproduktion stræber højt. Vi kommer vidt omkring i en særegen popmusik, der ofte rammer rigtigt.

Sagens kerne: Det er ikke tilstrækkeligt at lave en god plade. Den skal også opdages. Spencer Krug står derfor i en god situation med sit projekt Sunset Rubdown. Hans renommé er nemlig allerede godt i kraft af sine udfoldelser i de canadiske bands Frog Eyes og Wolf Parade. Og heldigvis på grund af især Wolf Parade har man nu fået øjnene op for Sunset Rubdown.

Shut Up I Am Dreaming er en legesyg, lofi og bombastisk sag. Et kludetæppe, der sammenstykker eklektiske elementer fra 90’ernes indie-rock, 80’ernes new wave og postpunk samt fordums tids europæisk folkemusik – bare for at nævne et par stykker.

Albummet er Sunset Rubdowns andet, og med dette har Krug tydeligvis sat målet ret højt. “Stadiums and Shrines II” åbner med trampende trommer og smældende bækkener og en sangskrivning, der er på lige niveau med Wolf Parade. »I’m sorry anybody dies at all these days,« lyder det med Krugs karakteriske beklagende vokal. Han sukker, stønner, kvækker og bjæffer – og nærværet er umuligt at overse.

De følgende sange er iklædt prætentiøse og grandiose klæder – og Krug får det hele til at lyde herligt ubesværet. Tag f.eks. den mørke “I’m Sorry I Sang on Your Hands That Have Been in the Grave”, som er fortællingen om en mand, der hjemsøges af dæmoner på baggrund af et mord, han har begået. Den hviskende tilståelse »There are ones that lie / And the ones that lie underground / The first one’s mine / And the second one I lie about« støttes smukt af ulmende harpsichord-toner. Et sandt højdepunkt.

Og højdepunkter er der en del af på Shut Up I Am Dreaming. De er alle sange, der rækker ud over egen eksistens, og som holder lytterens opmærksomhed i væsentligt længere tid end sangenes relle spilletid. Det ene øjeblik lyder de som svajende sømandssange, det næste som gnistrende popharmonier og det næste igen som melankolske synthballader. Vi kommer vidt omkring, og i de gentagne lytninger ligger belønningen.

Der bliver dog ikke altid lagt låg på de gode idéer. Gode sange hives af og til ud på de 10.000 favne, hvor erkendelsen viser, at der immervæk er for dybt til at kunne bunde. I “The Men Are Called Horsemen” trækkes en god sang eksempelvis ud i et unødvendigt langdrag, og et ellers fremragende moment på pladen forvrænges.

Det samlede udtryk bliver til tider en anelse spraglet, og således har vi fundet den enorme akilleshæl ved soloprojekter: Når man kun har sig selv at diskutere med, bliver man ofte enig om det meste – om såvel gode som dårlige idéer.

Sunset Rubdown er et mere ambitiøst projekt end Wolf Parade, men Shut Up I Am Dreaming rammer ikke helt med samme umiddelbare effekt som Apologies to the Queen Mary. Til gengæld vokser pladen og kravler stedvis under huden på sin lytter. Sunset Rubdown er – når det er bedst – sangskrivning med en dybde, som viser en lysende vej frem.

★★★★½☆

Lyt til “Stadiums and Shrines II”:
[audio:http://www.absolutelykosher.com/musicfiles/Stadiums_And_Shrines_II.mp3]

Deltag i debat