Koncerter

Tied & Tickled Trio, Kieran Hebden & Steve Reid, Ms. John Soda, 01.07.06, Roskilde Festival

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Tied & Tickled Trio, Pavilion, 12.00
Øl og jazz plejer som regel at være en grim blanding, som hører hjemme i Nyhavn, hvor masser af lidt for tykke, rødmossede herrer drikker kedelig øl, mens de rokker i takt til kedelig jazz. Men blandingen viste sig fra en fin side, da tyske Tied + Tickled Trio åbnede Pavillion-scenen lørdag middag.

Siddende i græsset uden for teltet eller stående inde i skyggen – musikken nåede begge dele af publikum. Rarheds-faktoren er høj hos Tied & Tickled Trio, og det var perfekt denne lørdag, hvad enten man havde valgt kaffe og kage eller en halv liter Tuborg som morgenmad.

Bandet var til denne koncert udvidet til en større gruppe mennesker, hvilket især var tydeligt i blæser-lyden, der var større, fyldigere, bredere end normalt. Det betød også, at de elektroniske elementer havde en mindre plads i musikken end ellers. Til gengæld fik blæsergruppen pause, når bandet lod dubbede numre tage over og lægge endnu et lag til stemningen, der generelt var herligt uformel og afslappende.

Dubbens tilstedeværelse i sættet gjorde, at blandingsforholdet dermed blev bedre, selv om man stadig savnede noget af det elektroniske snavs og de beats, som kan pille blæsernes lyd lidt ned og smudse den rene messing til. Derfor malede Tied + Tickled Trio sig da også op i et hjørne, hvor musikken ikke appellerede så meget til de tilhørere, som ellers er blevet ramt af deres udgivelser. Med andre ord var det en rar, men lidt for pæn koncert.
(JL)

Kieran Hebden & Steve Reid, Metropol, 15.00
Man var nødt til at være på plads fra starten af, for koncerten med Kieran Hebden og Steve Reid var ikke nem at komme ind i. Og så var det nok også nødvendigt at stå så langt fremme, at man kunne følge med i de to musikeres samspil. I deres 100 % improviserede musik er samspil og kommunikation nøglen til succes.

Derfor blev der da også vekslet mange blikke og sendt masser af smil mellem Hebden og Reid, som begge i den grad udstrålede spilleglæde. Det virkede i høj grad, som om det var Reid, der for det meste havde førertrøjen på og bestemte, hvor numrene skulle hen, og hvordan de skulle komme det. Han spillede i hvert fald i lange perioder med lukkede øjne, og Hebden måtte trofast stole på, at Reid vidste, hvad der skulle ske. Og det gjorde han – kun et par enkelte steder var både Hebden og publikum overladt til sig selv.

Reids rytmearbejde bag trommesættet var fantastisk, og Hebdens lag af samples gjorde, at koncerten ikke bare blev en lang trommesolo. Det var nemt at genkende Hebdens sans for melodiske elementer, der virkede meget signatur-agtige – flere gange lød det, som om Hebden lige havde samplet nogle af sine egne Four Tet-album. Hans anstrengelser bag sampleren blev af og til blandet med Reids trommer til en næsten dunkende form for techno. Men oftest var både rytmerne og lydkollagernes samspil mere flydende og lange forløb, hvor man ikke bare kunne komme ind i stemningen, hvis man dumpede ind i teltet midt i det hele.
(JL)

Ms. John Soda, Pavilion, 00.00
150 tilhørere – det var alt, hvad tyske Ms. John Soda havde trukket til Pavilion-teltet, da de ved midnatstid satte gang i dét, der blev bassisten Micha Achers fjerde koncert i løbet af de sidste fem festivaler. Hans baggrund i bands som Notwist og 13 & God gav et ganske præcist billede af, hvad Ms. John Soda ville levere – og i hvert fald mere præcist, end hvis man kun kendte bandets to plader.

For hvor pladerne i høj grad rammer lige ned midt i indietronica-båsen, bød Roskilde-koncerten på meget mere indierock end electronica. Med den køligt distancerede sangerinde Stefanie Böhm i front sparkede Ms. John Soda, der live er en kvartet og ikke blot en duo, betydeligt hårdere igennem. Det var forfriskende at høre dem give de til tider lige vel kølige numre meget mere dynamik. De første 20 minutter var det effektfuldt, at Böhm spillede sine riffs på bas, og på den måde gav numrenes klimaks-finaler en betydelig tyngde.

Men derefter blev kvartettens anstrengelser desværre for ensformige. Hver sang endte med cirka et minuts rockende gentagelser af riffs, der mindede om hinanden fra nummer til nummer. Ellers stærke numre som “Go Check” og “Hiding/Fading” savnede nogle udadvendte omkvæd, der kunne fange publikum, og Ms. John Soda lod til at læne sig lige rigeligt meget op ad en forventning om, at festivalgæsterne ville have støjende rock. Dét fik de – desværre på bekostning af den variation, der kunne have gjort selv samme klimakser så meget stærkere.
(MA)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Tied & Tickled Trio: a.r.c.
Ms. John Soda: Notes and the Like

Deltag i debat