Koncerter

Two Gallants, Silver Jews, 01.07.06, Roskilde Festival

Two Gallants, Pavilion, 20.00
Der var ikke meget pondus over de to unge fyre, der gik ind på Pavilion-scenen for spille deres energiske sammenblanding af amerikansk country, folk og blues og traditionelle irske folkeviser. Men selv om de var spinkle af statur, var der i den grad saft og kraft bag de tos musikalske formåen. Two Gallants fik det optimale ud af deres spartanske instrumentering, der blot tæller guitar, trommer og lidt mundharmonika.

Two Gallants har kun udgivet to plader. Alligevel var den timelange sætliste spækket med imponerende mange slidstærke sange. Flere af dem har kvaliteter, der gør dem til potentielle nyklassikere. Først og fremmest “Las Cruces Jail”, men også “Steady Rolling”, “Nothing to You” og “Long Summer Day” tilhører den kategori.

I live-versionerne var Adam Stephens whiskeyhæse vokal stadig suveræn. Fra det inderlige til det aggressive havde hans stemme en stor spændvidde, som han kontrollerede på en så overlegen vis, at hans skæbnefortællinger blev ekstremt nærværende. Og Tyson Vogels trommespil viste sig lige så eminent, som man turde håbe. Da han gav sangene bund, og fordi trommerne ofte var det melodibærende instrument, var han konstant beskæftiget med at tjatte til, slå eller hamre løs på gryderne, så hans lange sorte hår flagrede foran ansigtet på ham. Ene og alene var han en stor musikalsk såvel som visuel oplevelse.

Som duo var Two Gallants en kraftfuld enhed, der vidste præcis, hvor de havde hinanden. I det hele taget var præstationen fra de to musikere stærk gennem hele denne fremragende koncert.
(LDL)

Silver Jews, Odeon, 21.00
“I have a story to tell,” brummede David Berman fra scenen kort inde i den første Silver Jews-koncert på dansk grund. Og det er historierne, der kommer i første række, når David Berman laver plader.

Men på Odeon lørdag aften var de ofte afdæmpede sange pakket ind i underfundige melodiforløb indhyllet i et til tider støjende udtryk. Dette kunne ikke mindst tilskrives en lydmand, der mente, at trommer er den bedste ting i hele verden, og at de gerne skal kunne overdøve to guitarer og forsangerens vokal.

Lydirritationerne kunne dog ikke ødelægge de stærkeste af Silver Jews’ country-inficerede lofi-numre, og især “Random Rules” samt “Smith & Jones Forever” fungerede bedre end gennemsnittet. Ellers var det desværre småt med variationerne, da det virkelige plus hos Silver Jews – teksterne – alt for ofte druknede under trommerne. Bedre blev det, da Berman sang den fine “Animal Shapes”. Dens uptemto og rootsy stemning stod i fin kontrast til de rockende og støjende elementer.

Trods enkelte gigantiske højdepunkter og en stak sange, der er umulige at ødelægge – selv for en for hårdt tærskende trommeslager – var Silver Jews’ første besøg i Danmark en moderat skuffelse. Der manglede simpelthen for mange detaljer og bid i lyden.
(MT)

Deltag i debat