Plader

V/A: Sandholm

Skrevet af Mads Jensen

Der skal lange arme til at favne så vidt, som en række kunstnere forsøger på Sandholm. Der er næsten lige så mange genrer som sange på albummet. Derfor lykkes heller ikke at holde styr på udskejelserne, men til gengæld indeholder albummet et par spændende perler.

Det her er et mærkeligt album. Det spænder fra stenet electronica over reggae til world. Albummet har sine rødder i Mungo Parks teaterstykke af samme navn, og bidragsyderne på albummet er ud over Pato, Martin Ryum, Allan Mattsson og Lasse Lyngbo (begge Diefenbach) og MC Zaki asylansøgere på Sandholm. Det har givet et noget blandet album i både udtryk og kvalitet.

Pladen er bedst, når den præsenterer noget nyt for vores danske ører – når man mærker Mellemøsten i kroppen. Den særlige stemmeføring, som kendetegner musik fra Mellemøsten, tilfører pladen et eksotisk præg. Det er særligt på de sange, hvor der synges på persisk, at det bliver interessant. Pladen indeholder også mere ligegyldige numre, som er umulige at erindre få minutter efter at man har hørt dem.

Der lægges hårdt ud på åbningsnummeret med en dansevenlig sang båret af et tungt beat og Leilas vokal. Man får det klare indtryk, at man står overfor en oplevelse ud over det sædvanlige. Man skal dog ikke langt ind i albummet for at kunne konstatere, at albummet som helhed ikke lever op til introen. Andet nummer fejler dog ikke noget. Her er tale om et reggae/dancehall-inspireret nummer, hvor der på klassisk jamaicansk vis chantes »We keep on tellin’ them, tellin’ them / We keep on tellin’ them, tellin’ them / But them refuse to listen« tilsat gedigen rap.

Et af de bedste numre er den uopfindsomt betitlede “Leila’s Song” med et kraftigt mellemøstligt præg. Det er en slags popmusik, vi kun sjældent render ind i i Danmark. Bunden er ren elektronisk og meget stram, og det er primært Leilas persiske vokal, som løfter nummeret. Det, der gør sangen interessant er nok primært, at lyden er så fremmed for os i Vesten, at den lyder ny og følgelig spændende. Men det ændrer ikke ved, at det er en god sommer-popsang.

Størstedelen af numrene er imidlertid sjældent mere end middelmådige. Det største ankepunkt er dog pladens manglende helhed. De gode numre kunne fungere som singler, men samlet set vil pladen for meget. Det er meget ambitiøst at forsøge at nå verden rundt på 10 sange, og det er da også langt fra at lykkes. Man får en masse brudstykker: lidt Iran, lidt afrikansk stammemusik, lidt dansk hiphop og en hel masse andet – men samlet set får man bare en masse rod.

Projektet er interessant som projekt, men ikke som produkt. Det er en skam, for det er et godt initiativ at forsøge at gøre de etniske minoriteters musiske baggrund mere synlig. Men det vil kræve mere struktur og begrænsning.

★★★☆☆☆

Deltag i debat