Koncerter

Wainwright, Martha, Serena-Maneesh, 30.06.06, Roskilde Festival

Martha Wainwright, Pavilion, 15.00
Seneste skud på Wainwright-stammen kom ind på Pavilion-scenen iført høje hæle, meget korte ternede shorts og sort t-shirt. Det lidt trashede look viste sig velvalgt til den skrigende rockudgave af Martha Wainwright, der under det meste af koncerten stod en smule i knæ, let foroverbøjet, mens hun næsten konstant svingede og sparkede det ene ben ned i jorden.

Hun lagde godt ud med to af de bedste sange fra sidste års debut, først “Factory” og dernæst “Far Away”. Men som koncerten skred frem, blev det trættende at lytte til hendes stemme. Til tider var det en opvisning i hendes stemmes formåen. Den er dog ikke særlig facetteret, for groft sagt veksler den mellem skønsang og skrål. Og der var – hvor imponerende det end lyder – alt for meget skrigeri.

Der var heldigvis flere øjeblikke, der brød med det temmelig monotone sangforedrag. Især “G.P.T.”, ekstranummeret “Bloody Mother F***ing A**hole”, der er Marthas smædesang mod sin far Loudon Wainwright III, og hendes fortolkning af sin fars gamle antikrigssang “Pretty Good Day”. Alle stærke numre, som sagtens kunne bære det nøgne udtryk med kun vokal og akustisk guitar. Men det gjaldt langtfra alle numre, så koncerten føltes en anelse lang.

Den storsmilende søster Wainwright havde et forbilledligt tag om publikum. Hun flirtede med de publikummer, der erklærede hende deres kærlighed. Og så skulle hun naturligvis lige høre, om det er lovligt at ryge pot i Danmark – det var ikke et entydigt korrekt svar, hun fik på det spørgsmål. Disse små afbræk løsnede op for den fastlåshed, som store dele af hendes optræden desværre var hæmmet af.
Martha Wainwright var for det meste godt selskab. En hel koncert blev dog for meget – trods hendes åbenlyse talent.
(LDL)

Serena Maneesh, Pavilion, 03.00
Det norske rockuhyre Serena Maneesh væltede ind på Pavilion-scenen til festivalens absolut senest programlagte koncert. At det skete til tonerne af, hvad der mindede om messe-musik fra et hemmeligt kloster i rockhimmelen, og badet aldeles i lys og røg, virkede ikke tilfældigt.

Efter nogle lydproblemer hos frontmand Emil Nikolaisen (der dog blev fornemt akkompagneret af et øredøvende højt groove fra resten af orkestret), startede 45 minutters åndemaning og kamp. Ikke bare med lydproblemerne, men også resten af verden.

Igennem den korte koncert rundede bandet et par af numrene fra debuten, men oftest var det svært at følge med i støjen. Normalt ville sådan en stor masse af lyd være et kritikpunkt, men ikke her. For selv om det var umuligt at høre vokalen, var bandets egentlige stemme Emil Nikolaisens guitar i samspil med violin, percussion, tordnende krautrock-trommer samt bassistens trampende rundgange.

Serena Maneeshs støjskyer bredte sig langt op i atmosfæren og lavede dundertorden hos publikum. De ellers så velafstemte sange overrumplede og flyttede sig ind i en ny verden, som inden koncerten ikke eksisterede. Hvordan det lykkedes for dem at komme dertil, opgav jeg at finde ud af, men sikkert er det, at der ikke var ret meget andet end Serena Maneesh i universet, da det endeligt blev lyst i Roskilde.
(MT)

Deltag i debat