Plader

Wilderness: Vessel States

Skrevet af Mathias Askholm

Wilderness er storladen rock, når det er både bedst og værst. De højtråbende ambitioner forstærket af en forsanger med en stor stemme og guitarer, der næsten når Television-højder i pompøsitet, falder desværre til jorden under deres egen vægt.

Man kan spørge sig selv: Er der virkelig noget nyt tilbage i musik? Kan der virkelig hives i guitarstrenge, slås på trommer eller trykkes på en flok tangenter i en kombination, der ikke er afprøvet før? Den ene bølge efter den anden af neo-dit og revival-dat bølger ind over os – måske er musikken bare en stor cirkel, der gentager sig selv igen og igen?

Tænder man sit fjernsyn får man i irriterende reklamer at vide hvordan alt nyt er godt, men måske er ’nyt’ overvurderet? Med Wilderness’ nye (!) album kan man godt komme i tvivl, om ikke gammelt og genbrug kan være mindst lige så godt som evige nyheder.

I Wilderness’ musik er der meget lidt nyt under solen – eller snarere meget lidt nyt i mørket. Vessel States er en dyster beretning, der trækker klare paralleller til mørkemagere som The Fall og Joy Division. Noget særligt havde disse guitar klimperier og trommeslagning heller ikke været, hvis ikke forsanger James Johnson udgød sin messende sang henover.

“The Blood Is on the Wall” starter som en dyster klagesang. Johnson klynker sine sorger ud. Om de er vendt mod månen eller andre højder, er ikke til at lure, men guitarerne når himmelhøjt i sine slag. Albumåbneren er pompøs og åbner op til et månelandskab af sørgesange på resten af albummet.

Åbningen af Vessel States er stærk og effektfuld. Der er energi og vilje bag teksterne, og bandet virker ikke til at slå sig til tåls med mindre end storladne melodier. “Beautiful Alarms” er en sang spillet, som var den fortalt fra bunden af havet. Sørgmodigt klingende guitarer bryder her og der op af det mørkeblå dyb, og Johnsons stemme skærer sig igennem med en blanding af en ung David Byrne og John Lydons fra Public Image Ltd.

De højtsvævende sange ender dog også med at blive albummets store svaghed. For hvem gider i virkeligheden høre voksne mænd klynke 40 minutter i træk? I længden bliver det for enerverende. Hvad der i starten virker som en næsten perfekt videreførelse af Joy Divisions arv, ender som en velspillet, men for poleret og ensformig præstation.

Nyt er ikke altid er en nødvendighed. Man kan sagtens lave god musik uden at opfinde alting igen hele tiden. I tilfældet Vessel States er det forandring og alsidighed, der mangler. Wilderness har skruet et par rigtig gode sange sammen, og disse formår at forene nerve og intensitet med pompøse melodier. Nu mangler bandet bare at finde ud af at skabe et helstøbt album, der ikke drukner i sin egen storhed.

★★★☆☆☆

Lyt til “Emergency”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/emergency.mp3]

Deltag i debat