Plader

Aberfeldy: Do Whatever Turns You On

Skrevet af Theis Ørntoft

Skotske Aberfeldy indleder på Do Whatever Turns You On en charmeoffensiv med håndklap, pigekor og kantede guitarer. Denne opskrift er set mange gange før, og når den lykkes, er det som regel en uimodståelig oplevelse. I Aberfeldys tilfælde er der bare ét problem: De er middelmådige sangskrivere.

Da det skotske femkløver Aberfeldy i 2004 debuterede med Young Forever var det et noget nedbarberet lydbillede, der mødte lytteren. Hele pladen var optaget omkring bare én mikrofon, og resultatets værdi kunne diskuteres.

Nu melder gruppen sig igen på banen med Do Whatever Turns You On, og her er der skruet noget op for de produktionsmæssige ambitioner. De 12 popsange bevæger sig således i et ganske velafbalanceret univers, ledsaget af håndklap, ba-ba-pigekor og 70’er-klingende guitarfigurer; alt sammen upåklageligt i tråd med tidens trends. Arrangementerne forsøger ihærdigt at signalere charmerende umiddelbarhed og naivitet, og det er tydeligt, at bandet indbyder lytteren til at falde for de blåøjede aspekter i deres popsange. Der er nemlig ikke så meget andet på færde.

Det er der jo som udgangspunkt ikke noget i vejen med, men i Aberfeldys tilfælde opstår der ret hurtigt problemer, og forklaringen er enkel: Sangskrivningen er middelmådig. Inde bag sminken er sangene så simple, så konventionelle og så banale, at selv den mest kalkulerede produktion har problemer med at redde dem fra regulær ligegyldighed.

Med forsanger Riley Briggs som bærende sangskriver henholder gruppen sig vedholdende til de samme fire klassiske akkorder på guitarens gribebræt. Akkorder som i afmålte mængder kan skabe pophits, men – medmindre man er et geni – ikke kan fundere en hel plade. Og i dette tilfælde er det ikke tilstrækkeligt at kompensere for tomrummet med Converse-sko på albumcoveret eller kitschede 80’er-synths og håndklap – det forhindrer ikke ensformigheden i at indfinde sig.

Aberfeldy virker låste i deres inspiration fra et par af tidens karakteristiske orkestre indenfor genren – hvilket blandt andet tæller Belle & Sebastian og The Shins, som med hver deres karakteristika og referencer har fundet ind til en umiddelbar, men dybt personlig alternativ pop. Aberfeldy forekommer derimod ansigtsløse og fremstår som en pastiche over tidens moderne toner.

I lyrikken finder man heller ikke de voldsomme erkendelser. Den er upræcis og forholdsvis abstrakt som i “1970’s”: »I don’t believe I can be friends with someone like you / Who just pretends that you give me some but you never give me none.« Det vedkommende i linjer som disse er til at overse, og i øvrigt tangerer det nærmest samme sproglige præcision som dén, man finder hos middelmådige danske rockbands, der burde holde sig langt væk det engelske sprog.

Det skal retfærdigvis siges, at Aberfeldy også slår et par gode toner an i deres søgen efter den gode charme-pop. I rigelige mængder kan de fire førnævnte akkorder jo være ganske uimodståelige, og i sange som “Never Give Up” og “Uptight” skal man gøre sig umage for ikke at overgive sig til de harmløse, men gode melodier.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat