Plader

Alias & Tarsier: Brookland/Oaklyn

Hiphop-produceren Alias og sangerinden Tarsier sendte i næsten to år bånd frem og tilbage imellem hinanden. Resultatet af deres musikalske og postmæssige anstrengelser er et flydende og meget lytteværdigt album, der både kan nærlyttes og bruges som baggrundsmusik.

Alias og Tarsiers Brookland/Oaklyn er den seneste udgivelse fra det evigt innovative hip hop-selskab Anticon, som blandt andre har kunstnere som 13 & God og Why? på samvittigheden. Albummet er summen af de bånd, produceren Alias og sangerinden Tarsier har sendt frem og tilbage mellem Oakland og Brooklyn over en periode på 21 måneder. Pladen er altså skabt uden fysisk kontakt og uden nogle tidligere samarbejder mellem de to kunstnere – ligesom det f.eks. var tilfældet med Ben Gibbards og Jimmy Tamborellos Postal Service-projekt.

Brookland/Oaklyn er Tarsier alias Rona Rapadas første udgivelse på Anticon, mens Alias alias Brendon Whitney tidligere har udgivet et par album på selskabet i diverse konstellationer, først som rapper og siden som producer. Senest udgav han sammen med sin ekstremt musikalske bror Ehren det glimrende album Lillian, der befandt sig i den alleryderste afkrog af hiphoppen – derude, hvor genreprædikatet ligesåvel kunne være sfærisk elektronica eller hybrid-triphop.

Stilen med kringlede og knasende beats tilsat behagelige lydflader fortsættes på Brookland/Oaklyn, men med den store forskel i forhold til den instrumentale Lillian, at Tarsiers vokal spiller en ganske dominerende rolle på den nye plade – både når hun synger teksterne, og når hendes stemme samples og bruges som klangflader.

Albummet veksler imellem det lyse og det dystre. Der er luftige indslag – som albumåbneren “Cub”, hvor beatet knaser sig frem, mens klangene fra et lyst piano, strygere, diverse syntheseisere og Tarsiers vokal langsomt hober sig op, før det hele mod slutningen fader ud, og beatet igen står alene tilbage – og der er mere bastante numre som f.eks. albummets mest hiphoppede produktion “Anon”, hvor et skramlet beat i 3/4–takt pløjer sig af sted, mens en ligeledes skramlet guitar sørger for klangfladen.
Der, hvor albummet herudover lugter mest af hiphop, er under de to velplacerede rap-vers i henholdsvis “Last Nail”, hvor Alias for en kort bemærkning igen griber mikrofonen, og i “Luck and Fear”, hvor Anticon-vennen Doseone (13 & God, cLOUDDEAD, Themselves) lirer sit vers af i et helt vanvittigt tempo med sin særprægede stemme. Men tag ikke fejl: Selv hér er lugten af hiphop meget svag.

Akilleshælen for albummet er, som for så mange andre elektroniske albums, teksterne, der lidt for ofte bærer lidt for meget præg af at skulle fungere som abstrakte stemningsskabere, og som derfor ser stort på det konkrete. Undtagelsen er Alias ikke-rimende vers, der er en lettere resignerende reflektion over hans egen og (tidligere) venners udvikling: »Used to think we’d change the world / Now I’m just happy to wake up / and drink coffee in my apartment.« Og om vennerne: »Some of them will frequent / Christmas parties of co-workers / for the rest of their careers.«

Albummet, der kommer til sin ret både som koncentreret hovedtelefonlytning og som behagelig baggrunds-chilloutmusik, udmærker sig ved at være organisk, samtidig med at det undgår den ensformighed, som elektronisk musik af og til lider under. Hvert nummer har sit eget særpræg, uden at det går ud over albummets sammenhængskraft, og alle numre med undtagelse af det lidt flade sidste nummer “Ligaya” holder et meget højt niveau.

Brookland/Oaklyn er på en gang nichepræget og nichesprængende, samtidig med at det er særdeles lyttevenligt, og får derfor min varmeste anbefaling til både folk med interesse for alternativ hiphop, mere stemningssøgende electronicahoveder og skovalfer med hang til Björk og Sigur Rós.

★★★★★☆

Deltag i debat