Plader

Amber: One Minute Love Affair

Endnu en gang har den danske trio Amber slået sig sammen med en P.J. Harvey-producer, og endnu en gang har det ført til en skramlet, men afdæmpet plade. Trioen har skruet lidt ned for det melodiske, men bestemt ikke for det stemningsfyldte.

Udgivelsesdatoen for Ambers andet album kunne dårligt være mere perfekt. Den 28. august, tre dage før efteråret og indendørssæsonen officielt går i gang. For One Minute Love Affair er om noget lyden af efterårsrøde blade og lange te-eftermiddage, hvor regnen langsomt siler ned. Da jeg første gang satte pladen på, troede jeg da også, at åbningslinjen var »colder days are here.«
Nu synger Biljana Stojkoska egentlig »golden days are here,« men det ændrer ikke på, at de koldere dage er på vej, og at det er dér, at One Minute Love Affair vil blive sat på, når der er brug for lidt nordisk melankoli at varme sig på.

Amber har ligesom på debutalbummet Putting All the Pieces Together allieret sig med en prominent producer. Dengang var det Pixies- og P.J. Harvey-produceren Steve Albini, der stod for det musikalske med- og modspil, og denne gang er det John Parish, der ligeledes har produceret for Harvey.

Dette skift har ikke betydet det helt store. Det melodiske er trådt en smule i baggrunden, og der eksperimenteres lidt mere med sangskrivning og produktion, og i en enkelt sang, “Could Have”, har der sneget sig en kontrabas ind. Generelt er stemningen blevet lidt mindre melankolsk, og lyden er blevet lidt mere jazzet, men er stadig uimiskendeligt Ambers egen.

Dette skyldes ikke mindst den specielle instrumentering: xylofon, bas og trommer samt af og til en diskret cello. Dertil skal lægges Biljana Stojkoskas særprægede vokal, der snart tilhører en sød og uskyldig lillepige og snart tilhører en rå og kraftfuld furie. “One Minute Love Affair” kan til tider virke noget fastlåst i dette afdæmpede lydbillede, hvis spændevide begrænser sig til at gå fra det lidt jazzede til det lidt funky. Klarest står da også de sange, der dyrker afvekslingen og hvor bækkenerne sider løst – som eksempelvis “Belong to Disco”, hvor en dyster bas sørger for bunden, mens trommerne tager sig af afvekslingen. Ikke ligefrem disco – selv om det er et af de mere uptempo momenter på albummet – men bestemt et glimrende og stemningsfyldt nummer.

“Somebody Get Me Out”, albummets stærkeste nummer, er optaget i first take, og måske derfor virker det så meget mere vitalt end resten af albummet. Den ikke helt perfekte, men langt mere organiske lyd klæder bestemt Amber. I den mere tyste ende er der også afveksling i titelnummeret, hvor Biljana Stojkoska synger en sød lille duet om skolegårdskærlighedens veje og vildveje med Aidan Moffat fra skotske Arab Strap, hvis snøvlede vokal rammer lige ned i stemningen på albummet.

»Is this a symphony?« spørger Biljana Stojkoska i “Do It Fast”. Det er One Minute Love Affair bestemt ikke. Det er derimod 12 skrabede, skramlede og stemningsfulde sange, hvor dét, vi ikke hører, spiller en lige så vigtig rolle som dét, vi hører. Slægtskabet med P.J. Harvey i dennes afdæmpede stunder fornægter sig ikke, uden at Amber dog formår at kravle ind under huden på samme måde som Harvey.

På grund af den ikke videre melodiske sangskrivning og den frie form, hvorunder One Minute Love Affair er blevet til – hver af de tre musikere har således suværent skrevet deres egne stykker, ligesom producer John Parish har fået stor frihed til at sætte sit præg på lyden – tager det et par gennemlytninger, før albummet begynder at fænge. Men herefter dukker der en håndfuld gode og en anden håndfuld udmærkede sange op, der bestemt er værd at tilbringe en efterårseftermiddag på sofaen med.

★★★★☆☆

Deltag i debat