Plader

Benni Hemm Hemm: s.t.

Skrevet af Janne Kristensen

Islands nyeste musikeksport skiller sig kraftigt ud fra sine forgængere. Benni Hemm Hemms selvbetitlede debutplade byder nemlig på en ganske vellykket sammensmeltning af singer/songwriter-elementer og noget så atypisk islandsk som brassband-musik.

Islandsk musik har i de seneste år været genstand for megen opmærksomhed og hype. Den kølige, nordatlantiske ø startede med at give os verdenstroldkvinden Björk, senere kom de hensvævende Sigur Rós, og i det musikalske kølvand er fulgt succes for Gus Gus, Múm, Slowblow, Múgison, Trabant og mange flere.

Et af de nyeste skud på den islandske musikscenes forholdsvis unge stamme er bigbandet Benni Hemm Hemm. Med den nu 26-årige charmør Benedikt (Benni) H. Hermannsson i front startede projektet med en selvskrevet og –produceret soloudgivelse i 2003, ep’en Summerplate. Med tiden voksede idéerne og sangene ud over Bennis eget personlige, nynnende singer/songwriter-univers med nærværende guitar og velvalgte beats. Og nu er de blevet til, hvad man kan kalde et moderne bigbrassband, der lige fra sin første optræden i 2004 har bestået af mellem 12 og 16 medlemmer.

Benni Hemm Hemm er ikke i fare for at komme til at kopiere deres venner fra Reykjavik. På det kritikerroste (og netop genudgivne) debutalbum fra 2005, der vandt prisen som årets islandske album ved det islandske Music Awards 2006, byder kollektivet på et forfriskende musikalsk genremix med ironisk-kynisk lyrik og en hidtil uhørt blanding af fortættede, stille singer/songwriter-elementer og grandiost brass-trutteri.

Albummet åbner med “Beginning End”, der sjovt nok også afslutter pladen. Denne medrivende jingle-hymne er et festfyrværkeri af imødekommenhed – et helt bigband, der inviterer indenfor til leg med vidåbne arme. På den videre rejse gennem pladens lyd- og tekstunivers støder lytteren på melodier og drilske finurligheder, der forsikrer om, at der er tale om en hyldest til livets glade og skæve indfald. Det bliver ikke mere enkelt og ligetil at være menneske end i nummeret “KU UI PO”, hvor den teksten lyder: »I love you more today / More today than yesterday / But I love you less today / Less than I will tomorrow.« Og forsikringen om, at »I can love you in a wheelchair, baby,« er vel en af de største kærlighedserklæringer, man kan ønske sig?
Det hele er dog ikke blot uskyldig leg. Benni Hemm Hemm formår også at nå i dybden bl.a. via omfortolkningen af den klassiske islandske folkemelodi “Til eru fræ” og gennem den evigt tilstedeværende bevidsthed om livets mørkere sider, der ligger lige under den glade overflade.

En af styrkerne hos Benni Hemm Hemm ligger i, at det alvorlige bliver sjovt og det sjove alvorligt. Med nogle af musikhistoriens mest finurlige indiebands som Badly Drawn Boy og Belle & Sebastian som tydeligt bagtæppe har Benni Hemm Hemm således skabt et yderst festligt hybridalbum, der tager det bedste fra poppen og rocken og tilføjer det et ambivalent, men altid nærværende og finurligt opløftende, islandsk twist. Det er blot en skam, at albummets fulde længde ikke er mere end i alt 34 minutter og 22 sekunder inklusiv genbrug af åbningsnummer. Derfor kan det, efter de første gennemlytninger godt forekomme lidt spinkelt og til tider helt ironisk ensformigt i sit diverse udtryk. Men der er måske lagt i ovnen til et mere rummeligt og afpudset opfølgeralbum?

★★★★☆☆

Deltag i debat