Interview

Dälek – underklassens kamp er gået i stå

Selv om der er skudsår og afklædte damer ud over det hele i hovedparten af den amerikanske hiphop, er der stadig kunstnere tilbage, der “hellere vil skrive intelligente tekster end rappe om bitches & hoes”. Ordene er rapperen Däleks – og grundlaget for såvel hans tekster som hans grimme, støjende musik er en intens indignation.

“Et interview mere?” sukker Dälek opgivende, men undskylder med det samme sin uhøflighed. “Jeg er meget taknemmelig over, at der er så mange, der gerne vil høre, hvad jeg har at sige,” smiler han med en stilfærdighed, der ikke umiddelbart passer til hans store krop.
Det er da heller ikke just lavmælthed, der er skyld i, at den amerikanske rapper sidder i en skurvogn på Roskilde Festival og venter på at komme til at optræde. Tværtimod har Dälek og hans producer Oktopus skabt sig et navn på at spille en ret så unik form for hiphop, der rent musikalsk bygger på støjrock og hylende disharmonier i stedet for funk- og soul-samples. En stil, som mange traditionelle amerikanske hiphopmedier har haft svært ved at tage til sig, selv om den ifølge Dälek bare er en videreførelse af den originale dj-kultur.

“Oprindeligt opstod hiphoppen via dj’s, der altid var på udkig efter nye lyde. For mig ligger det i selve hiphoppens ånd at blive ved med at jagte anderledes samples og idéer, men det har åbenbart ændret sig i den etablerede hiphopverden,” siger han. “Jeg mener, at vi er tro mod hiphoppen, fordi vi lytter til al slags musik. Jeg føler mig lige så forbundet med My Bloody Valentine og Velvet Underground som med Public Enemy og De La Soul, og jeg kan ikke finde nogen bedre måde at formidle min vrede og angst på end ved at sætte mine tekster sammen med støj, der også rummer den angst.”

Den permanente underklasse
Netop den flossede og ikke videre imødekommende musik er dét, de mange rosende anmeldelser af Däleks seneste album Absence har koncentreret sig om. Den fokusering har Dälek det sådan set udmærket med, men han kan ikke lade være med at undre sig over, at journalister og anmeldere i det store hele ser hen over hans tekster.
“Det er ikke meget galt, at det her interview er det første, der for alvor har taget fat i det samfundsrevsende i mine tekster. Jeg synes, det er lidt spøjst, at så snart en farvet person begynder at tale om problemerne i USA, er der pludselig ikke nogen, der vil høre noget om teksterne.”

Helt i tråd med hiphoplegender som Public Enemy sætter Däleks tekster fokus på uligheden i det amerikanske samfund. Men han bevæger sig ikke helt så langt nede i øjenhøjde med rødderne på gaden som Public Enemy og afviser den til tider temmelig militante stil, som en række af 80’ernes og 90’ernes samfundskritiske amerikanske rappere lagde for dagen. “I drop the fists and guns and use this tongue to combat,” påpeger han i nummeret “Asylum”, der også introducerer Däleks eget udtryk for, hvem han kæmper for: den permanente underklasse.
“I mine øjne har kampen i det amerikanske samfund i bund og grund intet at gøre med hudfarve – om end det er blevet en del af striden – men den underliggende kamp handler om klasseskel. For det er klasseskellene, der er skyld i racismen. Så kort og godt handler det om en strid mellem dem, der har, og dem, der ikke har – ligesom det altid har gjort.”

“Huset brænder!”
I Däleks øjne er kampen mod uligheden imidlertid gået i stå. “I forhold til 60’erne er alt bedre på overfladen. Mange ting er forandret, men der er bare så mange ting, der aldrig har ændret sig. Kampen er gået i stå, og der er ingen bevægelser, der kan samle folk længere. Der er ingen, der kan stå i spidsen forr undergrunden. De eneste, der lærte noget af 60’ernes mod-kultur, var regeringen. De lærte, hvordan de kunne sikre sig, at der aldrig kommer en revolution. Lige nu bliver der ikke gjort noget, og ingenting bliver løst. Og det smerter mig,” siger han og klapper sig på venstre side af brystkassen.

Da han nogle timer senere står på Roskildes Pavilion-scene, virker det da også til, at frustrationen gnaver i ham indefra. Han gnider sit ansigt som en gal, og han har stort set ingen kontakt med publikum. Ikke desto mindre mener Dälek, at han er meget privilegeret.
“Mit job er det letteste. Jeg er bare ham, der peger på huset og råber ’se, det brænder!’ Men jeg aner ikke, hvordan vi skal slukke ilden. Hvis jeg vidste det, spildte jeg nok ikke tiden med at skrive sange – så ville jeg løse problemerne. Men selv om jeg ikke kan få flammerne til at gå ud, er mit job stadig vigtigt. For hvis alle andre er bange for at sige noget, brænder huset ned til grunden.”

Dälek pointerer, at han godt er klar over, at hans plader ikke ændrer verden ret meget – men omvendt er der ikke andet at gøre end at forsøge. “Kan jeg bare skubbe lidt til en enkelt blandt publikum, er det det hele værd. Og det er i hvert fald bedre at skrive dét, jeg gør, end at snakke om bitches & hoes. Jeg vil meget hellere forsøge at skrive noget intelligent, der peger på manglerne i vores kultur og samfund, end jeg vil skrive sange, hvor jeg gør mig selv til en stereotyp karikatur.”

Bedøv masserne
Et af de problemer ved de vestlige samfund, der optager Dälek mest, er religionens dominerende rolle. På Absence-albummet hedder afslutningsnummeret “Opiate the Masses” som en slet skjult hilsen til Karl Marx.
“Tro er en meget personlig ting for mig, og jeg synes, at det bør være sådan for alle. Når man begynder at organisere religionsdyrkelsen, bedøver det bare folk, så de accepterer et firkantet verdenssyn. I bund og grund handler organiseret religion om, hvor mange penge man kan hive ud af folk, der allerede er fattige i forvejen.”

Selv om Dälek mestendels henter sine eksempler i kristendommen, har han det lige så svært med alle andre religioner. “Det er fint nok at tro på noget højere end én selv. Men når folk begynder at lade det gå ud over andre, står jeg af. Hvorfor får man folk til at tro, at der venter 100 jomfruer i himlen, hvis de smadrer ind i World Trade Center? Hvorfor vikler folk sig ind i sprængstof og sprænger sig selv i stumper og stykker i Allahs navn? Hvorfor bomber kristne fundamentalister abortklinikker – slår de så ikke selv ihjel i kampen mod andre, der slår ihjel?”

Men det værste ved religionerne er, at de låser folk fast og holder dem fra at leve deres liv fuldt ud, mener Dälek. “I min verden er vores gave, at vi er her lige nu og er i live. Alt for mange mennesker mener, at tingene vil blive bedre i et eller andet liv efter døden. Men at få folk til at tænke sådan er bare en metode til at kontrollere underklassen. Man får dem til at tænke, at ‘nu bliver vi jokket på, og vi har ingen penge, men når jeg dør, kommer jeg i himlen.’ Fuck det, hvorfor kan vi ikke have et himmelsk liv lige nu? Det her liv er den gave fra Gud, som alle har længtes efter. Den eneste grund til, at livet er et helvede, er, at vi har gjort det til det.”

Deltag i debat