Plader

Early Day Miners: Offshore

Skrevet af Mikkel Steensgaard

Den monotone postrock på Early Day Miners’ nye album, Offshore, mangler kompromisløshed og originalitet. Pladen er simpelthen for pæn, poppet og poleret.

Den amerikanske kvartet Early Day Miners’ nye udspil, Offshore, varer i alt godt 37 minutter. Uheldigvis føles den længere – og så hjælper det ikke rigtig, at Tortoise-trommeslageren John McEntire har mixet pladen, eller at der er gæsteoptrædener fra medlemmer af såvel Black Mountain som Windsor for the Derby.

Offshore er sådan set ikke dårlig – musikken er bare enormt monoton og langtrukken. Det første nummer, “Land of Pale Saints”, er intet andet end en ni minutter lang intro til pladens andet nummer, og det er simpelthen for langt. Når man vælger at opbygge et nummer omkring den samme trommerytme og svævende sfæriske synth- og guitarlyde i så lang tid, skal der på et tidspunkt ske noget, hvis ikke lytterens øjne på et tidspunkt skal blive blanke og livløse som en skovsø.

Pladens midterste stykke er det stærkeste. “Sans Revival” minder om danske Diefenbach, og i dette nummer får vi et af pladens få musikalske klimaks. Omkvæd er udmærket og pladens klart mest larmende og skramlede. Det klæder Early Day Miners godt, og mange af de andre numre ville ikke være så langtrukne, hvis blot de tillod sig at fyre den lidt mere af.

“Return to the Native” minder om postrock-kollegerne i Gregor Samsa, og den americana-agtige lyd med slideguitar og følsom kvindevokal kunne Early Day Miners sagtens have arbejdet videre med i flere numre. Det gør de dog ikke. I stedet for at tilføje nye elementer kører Early Day Miners konstant i samme rille og bruger f.eks. de samme to trommerytmer på alle pladens sange.

Den vokalmæssige præstation på Offshore er også en af de mere sørgelige af slagsen. Daniel Burtons klynkende vokal, som dominerer albummet, fungerer i og for sig fint, men der virker ofte, som om han skulle have stoppet tidligere i stedet for at presse sig selv mere end højst nødvendigt.
Offshore er alt i alt ikke en plade, man mangler i samlingen. Når Early Day Miners ikke rigtig vil tage nogen chancer, vinder de ikke nogen point, hverken på originalitet, præstationer eller bare på gode melodier.

★★☆☆☆☆

Lyt til “Return of the Native”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/returnofthenative.mp3]

Deltag i debat