Plader

Erase Errata: Nightlife

Kvindetrioen Erase Errata har med udgangspunkt i no wave og postpunk fat i en særegen lyd. Og med stærke politiske budskaber skulle der være lagt i ovnen til et rockende oprør. Men de gode intentioner fremstår noget uforløst.

»What to do when you’re trapped in a machine?« spørger Jenny Hoysten på Erase Erratas Nightlife. Det er ikke første gang, at en musiker har udtrykt bekymringer omkring sit amerikanske hjemlands tilspidsede politiske situation. Men kun få af tidens musikere formår at kunne sidestille de intense angreb med en musik med et tilpas stærkt udtryk. Med så stærk en desillusion må man rive op i sårene og råbe højt. Det forsøger Erase Errata på.

Nightlife rusker og ryster som et insekt fanget i edderkoppens spind – men spørgsmålet er, om kampen er så tapper endda? Med udgangspunkt i no wave og postpunk ridser Erase Errata et skarpskåret motiv, hvor alle tre instrumenter prikker og stikker, puster sig op og gør sig farlige.

Åbningsnummeret “Cruising” er et eksempel, på hvad riot grrl-bevægelsen kunne have udviklet sig til, hvis de involverede bands havde turdet være mere eksperimenterende. Kantet guitar og koklokke bringer mindelser om Gang of Four, og mangen en gang lader sangene på Nightlife én fornemme en svunden tid.

Også Minutemen spøger et sted i mixet. Når man hører Hoystons anklager – »murder, manslaughter / All funded by my tax dollar« i den huggende “Tax Dollar” eller »you perpetuated the hatred« i den lettere melodifjendske “Beacon” – er det som en genklang af de politiske punkere fra dengang.

I “Rider” ser Erase Errata, slet skjult, den apokalyptiske dagligdag i Irak an; raslende instrumentering danner bagtæppe for de komprimerede tekstlinjer: »They’ve got a law in the desert / They’ve got a law to help each other / Where everybody has a gun / Everybody has a knife.«

Postpunken runder snart 30 år, og i dagens musiklandskab kan det lyde lidt trættende med de mange kopieringer af datidens klang. Tag f.eks. den forsimplede energiudladning “Giant Hands”, som haster af sted med historien i rygsækken og ingen nye idéer på lystavlen.

Det største problem med Nightlife er, at intet stikker hverken frem eller ud. Der var engang en energi. Man kan ane den et sted i produktionen, men den kommer aldrig ud gennem højtalerne. Alle sange fremstår underligt uforløste som et stort kanonslag, der viser sig at være en fuser. Oven i hatten er langt størstedelen af hooks og riffs på Nightlife blegt uinteressante, og som fluen i spindet rives og flås der i alverdens retninger uden det store resultat.

Erase Errata har et tekstunivers, der kan det, som deres musik vil, men ikke formår. Bandets lyd er ellers idiosynkratisk nok, men sangene virker blot vilkårlige og henkastede. Erase Errata mangler endnu at finde linket mellem de to. Skulle det ske, er der os noget spændende i vente. Indtil da kan man pænt springe Erase Errata over.

★★★☆☆☆

Deltag i debat