Nyheder

Gammelt nyt fra Portishead

I sidste uge hævdede BBC, at Geoff Barrow og Beth Gibbons havde foræret os alle sammen to resultater af deres intense arbejde med at lave det længe ventede tredje Portishead-album. Duoens MySpace-side bød nemlig på de to numre “Greek Jam” og “Key Bored 299 03”.

Nyheden løb verden rundt, og i løbet af få dage blev de to numre hørt af titusindvis af besøgende. Men Geoff Barrow har nu stoppet alle rygter om, at de to numre stammer fra en ny plade, eller at denne plade skulle være lige på trapperne.

Tværtimod er numrene tre år gamle og ikke andet end skitser, hævder Barrow. Han forklarer på bandets MySpace-side, at de arbejder hver eneste dag på at gøre nye numre klar, men han tvivler på, at duoen vil dele noget med resten af verden lige med det samme.

Tidligere i år udgav duoen nyt materiale for første gang siden live-pladen Roseland NYC Live fra 1998, da de var med på en opsamling med Serge Gainsbourg-covernumre. Men indtil videre må vi altså væbne os med endnu mere tålmodighed, mens vi venter på en hel plade fra Bristol-duoen.

Deltag i debat