Koncerter

Joan As Police Woman, 17.08.06, Voxhall, Århus

Joan As Police Woman leverede en sand magtdemonstration på Voxhall ved at vise, at de er mindst lige så stærke på en scene som på plade. De smukt arrangerede sange skabte sammen med hyppig interaktion med publikum en meget intens koncertoplevelse.”How do you pronounce this letter?” Joan Wassers fagter skulle forestille et Å. Derpå udtalte hun ‘Århus’, hvilket hun tilsyneladende var meget opsat på at gøre helt korrekt. Med formaliteterne på plads kunne koncerten gå i gang.

Sættet bestod primært af numre fra albummet Real Life, men der blev også plads til blandt andet “My Gurl” fra den selvbetitlede EP og B-siden “Broken Eyes” samt det nye nummer “Are You Not Serious”. De stærkeste sange var dog fra Real Life – i særdeleshed “The Ride”, “Anyone” og “Eternal Flame”, der med sit betagende, gyngende omkvæd fik hele Voxhall til at vugge med.

På trods af at der kun var tre musikere på scenen (Wasser på vokal og skiftevis guitar og flygel, Ben Perowsky på trommer og Rainy Orteca på bas), manglede der aldrig noget, tværtimod. De mest skrøbelige og spinkle passager på de stille sange blev gengivet endnu smukkere end på pladen. De mere kraftfulde passager havde så meget energi, at man ikke kunne lade være med forgæves at kigge efter skjulte bandmedlemmers fødder under bagtæppet. I det hele taget var det eneste, koncerten manglede faktisk svage punkter.

Det bar Wassers humør også præg af. Faktisk kan koncerten bedre betegnes som ‘en hyggeaften i selskab med Joan og venner’, for der var konstant interaktion med publikum mellem numrene, hvilket skabte en afslappet atmosfære og forstærkede det i forvejen hudløst ærlige udtryk, Joan As Police Woman har på deres udgivelser.

End ikke de forhindringer, som Wasser blev stillet overfor, kunne ødelægge hendes glæde ved at spille i Jyllands hovedstad. En stærkt beruset mand blev ved med at komme med tilråb, hvilket blev taget i stiv arm med et: “I can’t remember if I hired that guy”. Senere overophedede guitarforstærkeren under “Christobel.” Og som prikken over i’et, var hun efter eget udsagn forkølet.

Det kunne man dog absolut ikke høre under koncerten. For vokalen var uden konkurrence koncertens højdepunkt. Når man lytter til Real Life, får man indtryk af, at det har været et større projekt at få vokalen til at lyde så ren og fuldstændig “rigtig” på alle sange, men efter koncerten kunne man uden videre overtales til at tro på, at vokalen blev lavet i ét take.

Joan Wasser giver publikum et nærmest ubegrænset indblik i sine tanker og følelser. I høj grad på samme måde, som man føler, at man er vidne til noget specielt, når man hører Antony & the Johnsons eller Rufus Wainwright. De udviser også begge en oprigtig glæde ved at spille for folk, der kan lide deres musik.
Det er netop denne ærlighed og intimitet både på plade og til koncerter, der gør New York-scenen til en af de mest spændende lige nu. Og Joan As Police Woman efterlod på Voxhall ingen i tvivl om, at de er et særdeles betydningsfuldt navn på den scene.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Joan As Police Woman: Real Life

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar