Plader

Kaada: Music for Moviebikers

Skrevet af Janne Kristensen

Kaada føjer endnu et interessant værk til sin i forvejen spraglede diskografi. Denne gang har han, som så mange før ham, skrevet filmmusik til en film, der ikke eksisterer – og det er han kommet godt af sted med. En smuk og associationsvækkende plade.

Norske John Erik Kaadas tredje soloudspil, Music for Moviebikers, dumper ind ad brevsprækken med cover af sort-hvid pap og spor af blodrøde fingeraftryk… På forsiden af albummet står Kaada og holder en svane nænsomt i hænderne, og indeni er alt grumset rødt og sort som et teatergardin eller et menneskeligt indre.

Både de dramatiske røde draperinger og svanen på coveret er fine metaforer for kompositionerne på Music for Moviebikers. De røde draperinger er udtryk for gardiner til pladens indre sjæleliv, mens den ranke hvid fugl fra gammel tid har været et kompliceret billede, der ofte er blevet associeret med noget djævelsk og himmelsk på samme tid.

Albummet er filmmusik til en film, som ikke eksisterer. 30-årige Kaada har ellers mange filmkompositioner i ryggen, han har arbejdet sammen med Faith No More-frontmanden m.m. Mike Patton og er desuden forsanger i det norske Cloroform, der vel bedst kan beskrives som et monster-energisk tegneserieband med rå udstråling. Men kompositionerne på det nye album har Kaada ikke kunnet få til at passe ind i nogen af disse sammenhænge – og altså heller ikke til nogen eksisterende film. Kaada siger selv, at “these are just 13 connected calm songs that I like”, men en sådan forenkling synes næsten blasfemisk.

Til indspilning af pladen har Kaada samlet 22 musikere og en frygtelig masse såvel klassiske som hjemmelavede instrumenter. Resultatet er blevet en organisk og veloplagt komposition, hvor en traditionel forståelse af filmmusik blandes med mere moderne ambient-elementer.
Pladen åbnes snigende med skæringen “Smiger”, der præsenterer os for en gennemgående undertone af drilsk leg. Hen over de næste numre sættes lytteren på en lydrejse gennem svævende arrangementer med hvinende refræner, truende neddyk i kuriose underverdener og mudrede orgeleskapader blandet med fyrrige indspark, der minder om Elfman/Burton-samarbejder. På pladens femte spor, “The Mosquito and the Abandoned Old Woman”, kan anes visse referencer til en af filmmusikkens kendteste komponister, Ennio Morricone, i den westernprægede brug af elguitar og klirrende arrangementer, men udtrykket forbliver Kaadas eget.

Albummets absolutte højdepunkt er det pianodrevne “Julia Pastrana”. Her bryder et ellers underspillet og gemt piano op til overfladen af lyduniverset og beriger lytteren med et simpelt og hårrejsende velklingende tema, som giver associationer til regndråber, der driver hen over bilruder en mørk nat, eller kattekillinger, der griber ud efter snore i søvnige sommertimer. Det føles, som om Kaada har bygget op til denne kulmination i umenneskelige tider, og endelig kommer forløsningen.

På albummets sidste del er der flere og flere vokaler, og selv om den menneskelige stemme på Music for Moviebikers er et organisk instrument, er især de ellers veludførte kvindelige vokaler lidt for klassiske og pæne på den midaldrende måde til at passe til Kaadas ellers nyskabende leg med musikken. Herrevokalen passer derimod bedre ind i det kryptiske og lidende, men altid smukke arrangement, og når et flerstemmigt kor af både mandlige og kvindelige vokalister bryder ud i svingende nynnen i storartet vuggevisestil, føles det, som om taget på himmelsengen letter af fryd.

Kaada lukker på Music for Moviebikers op for frie fabuleringer ind i sjælelivets indre. Albummet bliver så djævelsk smukt og himmelsk hårrejsende, at lige dele lidende længsel og forhåbningsfyldt drømmeri imødeser lytteren. Man kan putte, nøjagtig hvad man har lyst til i sangene, og derved har albummet sin store styrke: Det kan fungere som soundtrack til, hvad man ønsker sig – hele tiden.

★★★★½☆

Deltag i debat