Plader

Manta Ray: Torres de electricidad

Skrevet af Lars Simonsen

“Hmm. Der er minsandten brev fra udlandet,” mumlede redaktøren, da han så sin post igennem. “Næ dog, det er en rejseberetning fra det vestlige Spanien. Og den handler tilmed om musik. Den må jeg læse,” proklamerede han og lænede sig tilbage i læderstolen.

Gijón, Spanien 27.08.2006

Kære alle

Vejret er varmt og cervezaen kold. Ferien er hidtil mest gået med at slappe af og kigge på byen. Hver aften har hotellet genlydt af dance-musik, og jeg har derfor hungret efter noget mere interessant musik. Derfor bestemte jeg mig i går for at undersøge, hvad de lokale koncertsteder havde at byde på af livemusik.

I går kom jeg forbi et sted, hvor der hang en plakat med overskriften Manta Ray Live 26.08.2006 . Jeg faldt i snak med en yderst snakkesalig fyr, der virkede meget begejstret, da jeg spurgte til aftenens liveband. “Du vil ikke blive skuffet – de er fantastiske!” sagde manden. Den efterfølgende beskrivelse af bandet bestod blandt andet af ord som “electric, bare, straightforward, physical og tribal” ledsaget af ivrigt fægtende arme.

Den begejstrede beskrivelse fortsatte med sammenligninger med bands som The Stooges, Fugazi og Joy Division, mens han understregede, at Manta Ray på ingen måde var en dårlig kopi af disse bands, men at de derimod lyder som … Manta Ray. “Og så er de byens lokale helte, så stedet kommer til at koge i aften,” tilføjede han. Det lød alt sammen godt, tænkte jeg. Næsten for godt.

Manden talte videre om referencerne til postrock, postpunk og krautrock og fortalte, at Roger Seibel, som tidligere har arbejdet sammen med blandt andre Come, Yo La Tengo og Tortoise, har hjulpet Manta Ray på deres seneste og sjette album, Torres de electricidad. Et album bestående af 10 sange, som de ville fremføre i rækkefølge i aften.

Spillestedet blev efterhånden godt fyldt, og en forventningsfuld atmosfære bredte sig. Bandet gik på scenen til stor jubel for hovedparten af de fremmødte. Scenen var nærmest indhyllet i mørke og tåge, og en metallisk lyd som fra en stor maskine i en fabrikshal flænsede luften. Med albummets titel in mente havde jeg indstillet mig på, at teksterne ville blive fremført på modersmålet spansk. Men straks da dønningerne fra den første metalliske lyd havde lagt sig, blev mantraet »hey, hey, hey, hey please don’t push me« tørt gentaget igen og igen.

Nummeret stod lidt i stampe og fungerede vel egentlig mest som en slags langsom indføring til de efterfølgende numre, som i øvrigt skulle vise sig alle at blive fremført på spansk. Med andre ord fattede jeg ikke en bjælde. Efter den lidt sære og sløve start fulgte “No tropieces”, som straks afslørede mere nerve og intensitet hos bandet. Vokalen var langt mere dedikeret og et inferno af dominerende trommer, guitar og saxofon fyldte lokalet og folks begejstring tog til i styrke – inklusive undertegnedes.
“Mi dios mentira” bragede lidt senere ud over scenekanten, og de spanske gloser gav bare udtrykket et mere eksotisk og særpræget pift. Musikken var fortsat både ulmende og eksperimenterende, og efterhånden fulgte flere og flere vellykkede instrumentale passager.

Manta Ray varierede tempoet flittigt undervejs og gjorde også flere gange brug af elektroniske instrumenter og samples. Bandet klarede sig dog bedst, når de koncentrerede sig om de mere traditionelle instrumenter. For eksempel var “Por que evadirse a otros mundos aun más pequenos” et af højdepunkterne. Atmosfæriske, langstrakte og støjende elektriske guitarer dominerede her lydbilledet, mens forsangeren halvvejs råbte sangens titel.

Ellers fungerede Manta Rays udtryk bedst, når instrumenterne fik lov at bruse og udfolde sig i længere rockende passager. Indimellem blev de mere nedtonede og ulmende indslag nemlig for langtrukne. Det var også i disse numre, jeg, trods alt, ærgrede mig lidt over, at jeg ikke forstod sproget.

Manta Ray afsluttede koncerten med et knap 10 minutters nummer, titelnummeret fra deres nye plade. De første syv minutter af hymnen var lettere søvndyssende med strygere og småkedelig vokal. Pludselig var det dog, som om bandet besluttede sig for at afslutte koncerten med et brag. Som et lyn fra en spansk sommerblå himmel ruskede og brusede bl.a. elektisk guitar og saxofon i et par minutter, inden nummret ebbede ud med en sær snurrende lyd.

På mange måder gik det som forventet. Musikken kunne ikke leve op til alle lovprisninger fra den snakkesalige mand – som viste sig at være bandets pressechef – men på den anden side bød Manta Ray på flere vellykkede, intense og medrivende numre.

Fortsat god sommer,
Lars

★★★½☆☆

Deltag i debat