Plader

My Midnight Creeps: s.t.

Til hverdag spiller Alex Kloster-Jensen og Robert Burås guitar i hhv. Ricochets og Madrugada, og nu har de kastet sig over sideprojektet My Midnight Creeps – og tak for det, for bandets soulede garagerock er både gedigen og særdeles medrivende.

Der er som regel altid godt nyt fra rockfronten, når nyhederne kommer fra Norge. Denne gang er det guitaristerne Alex Kloster-Jensen og Robert Burås fra henholdsvis Ricochets og Madrugada, der er gået sammen og har dannet bandet My Midnight Creeps. Der er tale om garagerock, men med et lækkert twist af soul. Bandet har taget Norge med storm og blev indstillet til både Alarmprisen og Spellemansprisen, dog uden at vinde, idet de, så at sige, blev slået ud af sig selv, da Madrugada vandt i to kategorier, som de var nomineret i.

My Midnight Creeps leverer kompetent guitarrock på en bund af tung og til tider skramlet bas samt gedigent trommespil, fra henholdsvis Raymond Jensen og Bez Farazollahi. Derudover spiller Mikael Lindqvist orgel og piano, hvilket giver lydbilledet et ekstra løft. Men det, der gør My Midnight Creeps iøjnefaldende, er brugen af saxofon og mundharpe. Dag Stiberg leverer saxofonspil i en klasse for sig selv. Ikke fordi han spiller noget, der er egentlig svært, men det passer bare perfekt til musikkens stemning og giver den dermed det løft, der skal til for, at My Midnight Creeps løfter sig op fra massen af garagebands. Robert Burås er blevet skældt ud for ikke at holde distancen, når det gælder vokalarbejdet. Rent tonalt er han da heller ikke noget vidunder, men han har den rigtige “feeling” og leverer lige præcis dét, der skal til for at musikken drives frem med fornemmelsen af svedig garage, lunkne dåseøl og en tåge af cigaretrøg.

Et nummer som “Untrue” er en lille perle af en ballade. Det har sjovt nok spinkle referencer til danske The Sandmens “Five Minutes Past Loneliness”, og nummeret har en virkelig lækker stemning, hvor både piano og saxofon får lov at bære nummeret i midten. Et af de absolut bedste numre er “You Need a Substitute”, som rocker på den mest medrivende måde. Riffet er simpelt, og bas og trommer driver nummeret fremad som en tung maskine, der stopper for noget som helst på sin vej. Burås’ drevende vokalarbejde er her perfekt. I alt seks minutter og 12 sekunders tromlende garagerock på den fodstampende måde – et perfekt afslutningsnummer for pladen!

Pladen indeholder også en vild version af Willie Dixons “Spoonful”, hvor bandet sammen med Thomas Fellberg fra ligeledes norske We virkelig giver nummeret nyt liv. Et cover, der er med til at overbevise om, at My Midnight Creeps har lavet en plade, der vinder for hver gennemlytning. My Midnight Creeps fik i øvrigt lov til at lukke Pavilion-scenen om fredagen på årets Roskilde Festival – og det gjorde de ganske overbevisende – så også live står de distancen. Absolut et anbefalelsesværdigt band!

★★★★☆☆

My Midnight Creeps: A Perfect Kind of Fall
[audio:http://www.mymidnightcreeps.com/media/APerfectKindOfFall.mp3]

Deltag i debat