Plader

My Robot Friend: Dial Zero

Newyorker-produceren Howard Robot leverer på sit første fuldlængdealbum en helt eventyrlig og vældig danselysten omgang electro med klare paralleller til et band som Devo. Albummet er virkelig varieret og veldisponeret, og det er umuligt at komme i tanke om forslag til ændringer.

De dage dine jeans sidder strammest, dine hofter vrider sig i tunge slag, dine arme slår omkring dig med lidt løsere håndled end normalt, og næsten kun ord fra under bæltestedet fremtvinges gennem dine smalle læber, da sætter du for fremtiden My Robot Friend på og drejer 0.

Newyorker-projektet My Robot Friends første fuldlængdealbum er en elektrisk ekstase gjort af 80’er-electro med især Devo i underbevidstheden. En stram, strømførende og stødgivende bund, der konstant overhældes med alt godt fra dans til støj, støn og tamburiner.

Første nummer på pladen tager form som et damplokomotiv, der hamrer rytmisk af sted til hvinende fløjter. Maskiner og elektroniske eksperimenter er i højsædet på dette album, men Howard Robot (a.k.a. My Robot Friend) formår at hælde organiske elementer i maskineriet og dermed skabe en sjældent skøn blanding, der standser på alle stationer mellem electro, rock og pop.

En stor charme ved albummet er den legesyge tilgang til udformningen af de enkelte numre. Som i “Dead”, hvor synth og samplede strygere på et gummilydende beat tilsat kirkeklokker, bliver fulgt op af et omkvæd, der lyder “Diarrhoea, gonorrhea…” Tekstuniverset er dekadent og direkte og omhandler emner som sex, stoffer og sygdom i alle henseender. “Living is great, but dying is just fantastic.”

De mange vidt forskellige elementer på albummet gør det til en nydelse, der både er humoristisk og udtalt fængende og gør helhedsoplevelsen dynamisk. Støn danser med klokkespil, der flirter med trommemaskiner over en funky basgang, så man pludselig har et dansegulv i stuen, hvor der før var planker.

Det gælder om at holde sig gode venner med robotten, og albummet bugner da også med prominente og vidtfavnende gæster der blandt andet tæller Antony Hegarty (Antony and the Johnsons), der giver den som diskodiva i hjertekvaler og spotlight i det klassiske pop-hit “One More Try”. Blandt de gæsteoptrædende kan i øvrigt nævnes Phiiliip, barn af NYC-undergrunden og en ven af Matmos, og Zombie Nation der har produceret albummets mest techno-influerede nummer “The Cut”.

“Electric Pants” lukker ballet, med eminent guitarspil af Jay Kauffman, maracas og samples, samt teksten “Can I have this dance in my electric pants?” Og dette album er så overbevisende velgjort, at – honey, you can.

★★★★★★

Deltag i debat