Nyheder

Nikki Suddens svanesang udkommer i oktober

Den 10. oktober udgiver Secretely Canadian det nye og efter alt at dømme sidste album med Nikki Sudden, som døde den 26. marts i år. Albummet får titlen The Truth Doesn’t Matter.

Nikki Sudden var frontmand i DIY-pionergruppen Swell Maps i 70’erne. Siden havde han en alsidig karriere som solist og i duoen The Jacobites sammen med Dave Kusworth og udgav en lang række plader, hvoraf nogle er gode og andre deciderede mesterværker. Med Suddens død har verden mistet en ægte
rockstjerne i samme kaliber som 70’er-udgaven af Mick Jagger og Rod Stewart, hvad parfumeforbrug, stof- og alkoholforbrug og overlegen påklædning angår. Desuden var han kendt som en ægte gentleman og en benhård, autentisk sangskriver.

Ifølge Secretly Canadian er The Truth Doesn’t Matter Suddens bedste plade i 20 år (måske i erkendelse af, at intet slår Jacobites-mesterværket Robespierre’s Velvet Basement fra 1985), og hvis der er blot et gran af sandhed i det, er der virkelig noget at glæde sig til. Det forrige album, den på én gang mærkelige og medrivende pirat-konceptplade Treasure Island fra 2004, var fremragende, og hvis det nye album er i samme stil, kan man se frem til en sand romantisk klassiker.

Deltag i debat