Plader

Oh No Ono: Yes

Skrevet af Martin Thimes

De aalborgensiske lykkeriddere albumdebuterer med en poleret plade, der oser af ungdommelighed. Det er en dekadent sexet opdatering af kølig 80’er-funk og tv-temaer. Desværre er meget af vildskaben fra deres debut-ep røget i svinget.

På et gennemsvedt spillested i Århus i sensommeren 2004 opdagede Morningside Records det orkester, der helt sikkert skal vise sig at blive det unge selskabs største sællert. Oh No Ono havde nemlig forladt Aalborg for at spille til deres debut-koncert til PopRevo-festivalen. Morningside Records faldt pladask for bandets klippeklistre-pop limet sammen med yderst særprægede vokaler, og det resulterede i en ep-udgivelse sidste år med masser af priser og lovord til følge. På debut-pladen er der da heller ikke sket særligt meget på den front. De krølhårede popdrenge synger stadig i samme befolkningsdelende høje toneleje, og melodierne er stadig holdt i den halvt stressende, halvt charmerende ende af popspektret. Men bandet er alligevel ændret markant siden ep’en.

Det, der for alvor stikker ud, er tilførslen af bassist Nis Svoldgaard, som desværre har givet Oh No Onos univers ustyrlige mængder af klichébefængt slap-bas. Det er mildest talt en stressfaktor pladen igennem at boppe af sted til det måske mest misforståede koncept i moderne musik, og det fungerer da også kun momentvist på Yes. De momenter er heldigvis så overrumplende fængende, at Svoldgaard hurtigt bliver tilgivet.
“The Shock of the Real” er, ligesom “The Only Undead”, netop sådan et sted. I et østerlandsk inspireret parallelunivers til David Bowie svinger Oh No Ono fra det ene fængende brudstykke til det andet og skaber pladens måske bedste nummer. Selv den næsten hjælpeløst banale synth-solo virker velplaceret, når den efterfølges af linjen »it’s such a difficult life, life life life life.«

I samme rumskib er det allerede hittende nummer “Keeping Warm in Cold Country” også indlogeret, men her går der lige vel meget Junior Senior i den, selv om guitaren her er overordentligt levende. Så er der straks mere format over “Practical Money Skills for Life”, hvor slap-bassen fungerer som et fjernt minde om Claus Borre og ungdomssløvsind a la Sportslørdag med engelsk tipsfodbold som baggrund, men som samtidig også er så modigt udført og næsten skamfuldt vulgært. For selv om synth-lydene og det hoppende klaver er hørt utallige gange før i dårlige 80’er-udgaver, er Oh No Ono i stand til at få det hele til at boppe af sted næsten lige så elastisk som deres hårpragt.

Yes er i overvejende grad en dansevenlig udgivelse, som remixere overalt i verden må være vilde efter at få fat i, men der sniger sig også enkelte yndefulde afbræk ind igennem de neonfarvede tåger. “Sunshine and Rain at Once” er nok det bedste eksempel på, hvor dygtige Oh No Ono er til at komponere, for i en klassisk balladeskabelon med tykke strygere i hobetal, smyger vokalerne sig med næsten Brian Wilsonsk elegance op i et tylklædt og sukkersødt toneleje, der uden tvivl vil gøre sig godt i en halvkikset kærlighedsscene i en vilkårligt udvalgt amerikansk ungdomsserie (The O.C.?). Også den indledende klaverøvelse “The Strawberry Festival” arbejder på helt andre præmisser end uptempo-numrene og er et bevis på Oh No Onos instrumentale overlegenhed.

Indtrykket af et gennemarbejdet og veldrejet stykke popcollage er svært at undgå, men desværre trækkes pladen gevaldigt ned af produktionen. Jesper ‘Junior’ Mortensen fra Junior Senior har siddet bag knapperne sammen med bandet, og han har tøjret Oh No Ono vel stramt til sit eget orkesters udtryk. Det resulterer i en plade, der godt nok imponerer med sit overskud, men samtidig fremstår alt for steril og udspekuleret i forhold til de løfter, deres ep gav. Men det er nok ikke noget, der bekymrer Morningside Records, der, medmindre meget går galt, kan se frem til endnu et orkester med potentiale langt ud over Det Elektriske Barometer-segmentet.

★★★★☆☆

Leave a Reply