Plader

Marina Rosenfeld: Joy of Fear

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Det seneste album fra newyorkeren Marina Rosenfeld er ikke nem at lytte til. Med piano, cello og dubplates skaber hun en blid strøm af sarte og alligevel kaotiske anti-melodier. Interessant nok så er pladens utilnærmelighed faktisk også dét, der gør den sært dragende.

Som katten om den varme grød er jeg igen og igen vendt tilbage til tasterne for at skrive om Joy of Fear. Men amerikansk bosiddende Marina Rosenfelds album på det tyske selskab Softl Music – et søsterselskab til Tomlab, der udgiver The Books og Casiotone for the Painfully Alone – er hverken mentalt eller rent anmeldermæssigt nemt at få styr på.

Marina Rosenfelds tidligere kunstneriske udfoldelser kan måske være med til at vise, hvordan hendes musikalske udfoldelse skal klassificeres, selv om det ikke gør det nemmere at lytte til Joy of Fear. Rosenfeld har blandt andet udstillet sin musik på Tate Modern-museet i London og i New Yorks Winter Garden (i øvrigt som den første efter terrorangrebet 11. september 2001). Hun er hjernen og ørerne bag ensemblet Sheer Frost Orchestra, en guitar-gruppe med 17 (!) medlemmer. Bandet har eksisteret siden 1993 og består primært af ikke-musikere, som Rosenfeld i stedet giver forskellige musikalske parametre – hurtigt, langsomt, hårdt, blødt – de kan spille efter. Oftest sker det liggende på ryggen og nogle gange med neglelaks-flasker som plekter. Hun har samarbejdet med en lang række musikere, deriblandt Münchens symfoniorkester, Sonic Youth, Eliott Sharp og Laurie Anderson. Og så elsker hun pladespillere.

Det er altså en sand avantgardist, som har styret slagets gang på Joy of Fear. De seks numre på albummet er skrevet på computer, cello, piano og så en mængde dubplates – en slags engangs-lp’er trykt på acetat, der hurtigt slides, fordi materialet er meget blødt. Det er netop dette slid, som Rosenfeld benytter som element i sin musik og hele tiden afsøger som kontrast til de øvrige instrumenter. Som den menneskelige hukommelse er dubplates hele tiden i forandring og bliver mere og mere ustabile over tid.

Selv om det er dubplates, der fremhæves som det bærende element på albummet, kommer de sjældent qua deres knitrende og tilbagetrukne natur aldrig rigtigt i spil.
Klaver og cello står enten alene eller kun med susen, knitren og lyden af dubplates, der speedes op eller ned i fart. Det kan være ret gentagende og monotont som de første minutter af “Four (fever)”, eller det kan være mere kaotisk og atmosfærisk støjende som “Five (starry night)”. Og det kan være direkte uhyggeligt, som når celloen blander sig med vage stemmer og feltoptagelser i albummets sidste minutter.

De seks numre på Joy of Fear skal ikke høres for sig selv, men som den sammenhæng og dermed helhed, de skaber, når de afspilles i træk fra start til slut. Som en plade, der netop er sat i gang, leger Rosenfeld med stemningernes snigende begyndelser og de bratte slutninger, når pickuppen løftes. Hun etablerer stemningerne for igen at tage dem fra lytteren i en slags kispus, som lytteren kun kan undgå at tabe ved at slukke for musikken. Når det er allerbedst, styrer Rosenfeld dramatikken flot, og man fornemmer nogle af de samme musikalske parametre, som Sheer Frost Orchestra arbejder med. Joy of Fear er ikke nem lytning, det er ikke skøn lytning, og det er sjældent særlig givende for lytteren. Men Rosenfelds kompositioner er alligevel sært dragende. Måske fordi de er så svære at begribe.

★★★½☆☆

Deltag i debat