En eksplosion. Intet mindre kan beskrive den entré, norske Serena-Maneesh har gjort blandt både anmeldere og publikum i løbet af det sidste år. Men faktisk startede det hele, dengang den særdeles markante frontmand Emil Nikolaisen, der er sangskriver, guitarist, gypsy-konge og dæmonuddriver i Serena-Maneesh, var dreng.
“Jeg har skrevet og haft det her billede i mit hoved, siden jeg var et barn, og skrevet sangene igennem så mange år, imens jeg var i andre bands. Men det var altid det her, jeg gerne ville,” fortæller han.
Der har været rigeligt med afledningsmanøvrer hen mod den udgave af Serena-Maneesh, der for kort tid siden udkom på plade i Danmark. Siden midten af 90’erne har Emil Nikolaisen været igennem mindst en håndfuld bands og en masse forskellige genrer. Men de mange andre projekter optager ikke længere plads i Emils hoved, for der er kun plads til Serena-Maneesh: “Jeg er ikke typen, der kan være i 10 forskellige bands på samme tid. Selv det at være i to orkestre på samme tid var svært for mig. Jeg kan godt hjælpe til i forskellige orkestre, men jeg kan ikke lægge hjerte i det. For at være drivkraften og give et band liv og karakter bliver jeg nødt til fuldt ud at være i ét med bandet.”
Og det er i den grad lykkedes med Serena-Maneesh, der fungerer som både bindeled til jorden og verden omkring Emil Nikolaisen, men også til de kræfter, som mange nok ikke umiddelbart ville forbinde med Serena-Maneeshs musik.
Frøet findes i alle mennesker
Et hint om, hvad der er så stor en del af Emils, og dermed også Serena-Maneeshs eksistens, er de gæster, der optræder på deres nyeste plade. For både Daniel Smith fra Danielson og Sufjan Stevens bekender sig, ligesom Emil, til kristendommen.
“Jeg taler ikke så meget om det, for det er ikke fair over for resten af bandet. Men hvis folk gerne vil vide mere om det, er det fint. Men på samme tid elsker jeg at spille min musik, og hvis folk kan få noget ud af det, er det også virkelig godt,” fortæller han og fortsætter:
“Hvis Gud kan tale igennem musikken, så er det fint. Nogle gange betvivler jeg, hvordan det kan ske, men andre gange er det utroligt. Det sker ikke så tit, men det sker da.”
Alligevel er det ikke så fjern en tanke, da Serena-Maneeshs musik netop besidder en udefinérbar spiritualitet, der sine steder også dukker frem i især sangtitler som “Don’t Come Down Here” og “Your Blood in Mine”.
“I og med jeg tror på det, er jeg nødt til at tro, at det frø findes i alle mennesker. Hvad enten man tror på det eller ej. Eller om man bruger det eller ej. For musik bevæger noget i folk. Fra begyndelsen, helt tilbage til oldtiden, har musik været brugt i alle former for kulturer og befolkninger. Jeg elsker trommer, og de har været brugt til at uddrive dæmoner og fremdrive ånder. Her i Vesten har vi ikke den fjerneste anelse om, hvor meget det betyder,” siger han og åbner endnu et vindue indtil den spirituelle verden, der fylder så meget i hans liv.
“Jimi Hendrix sagde, at hvis folk bare anede, hvor stor en kraft der er i musik, eller hvor hvor stor en kraft den kan have … man er ligesom i en twillight zone, hvor man både elsker musikken, men også er en lille smule bange for den, fordi man godt ved, hvor stor kraft den har. Så de perspektiver er vigtige for mig. Resten af orkestret er ikke troende, men de respekterer selvfølgelig mine holdninger. For de er ikke bare mine holdninger, det er hele mit liv,” fortæller han og tilføjer, at han også selv er fyldt op med besværligheder og udfordringer: “Jeg kan være lige så messed up som dem. Så på den måde er vi sammen om det. Lidt ligesom en familie, selv om vi ikke alle nødvendigvis deler tro.”
Det er i folks øjne
At Serena-Maneesh udgør en enhed – eller en familie, som Emil Nikolaisen selv kalder det – kan især mærkes til orkestrets koncerter, der fungerer som en udvasken af, alt hvad der sker omkring dem. At det fungerer på den måde, er en naturlig reaktion, der også hænger sammen med troen på Gud. For det gælder ikke bare om selv at slippe af med indestængt energi – det handler også om at kanalisere det hele videre ud til publikum.
“Jeg kan se det i folks øjne,” fortæller Emil om, hvordan han oplever påvirkningen fra Gud i koncertsituationen. “Jeg har hørt folk sige, at de ikke ved, hvor det, der sker, kom fra – men de siger, at der var noget, og at det ikke kom fra mig, men at det tog dem til et eller andet sted. Men jeg er ikke sådan en…” siger han med prædikant-fægtende arme, som om han er flov over at lyde alt for new age-inspireret.
“Nogle gange sker det. Nogen gange ved jeg ikke, hvor jeg er, når jeg spiller, fordi jeg er helt opblødt i musikken. Jeg ved ikke altid, om det er Gud eller whiskyen. Eller om det er noget helt andet,” siger han med et grin. “Men jeg tror, at det at leve sådan et intenst liv gør, at det er éns frirum at være på scenen. Det er ligesom éns egen sfære, hvor man virkelig kan lade det dryppe fra sit hjerte.”
Shoegazervrøvl og udklædningstøj
Det er især koncertsituationen, der optager Emil. Og her mener han selv, at Serena-Maneesh for alvor fjerner sig fra det shoegazer-mærkat, som mange anmeldere har klistret fast på bandet.
“Jeg elsker, når de kalder os for et shoegazerband,” siger han i en tone, der ikke lyder til at have meget til overs for den term. “Folk burde komme og høre os spille. De ville ikke ane, hvad det er, der gør os til et shoegazerband. Hvis man så vil kalde det shoegazer, er det fint med mig. Altså, hvis man vil kalde The Stooges for shoegazer, er det også fint med mig. Men enhver kan jo høre, hvor latterligt det ville lyde.
Shoegazer-termen er blevet bredt virkelig meget ud – og har måske derved helt mistet sin betydning. Det virker, som om nogle gerne vil have en shoegazer-revival, for så kan de putte et eller andet mærkat på musikken, men vi forsøger at gøre det mere vildt og ekstravagant, når vi spiller koncerter. Jeg kan godt lide at klæde mig ud og den slags,” siger han og lader hånden køre igennem det frynser der hænger ned over de sortmarkerede øjne fra hans lilla tørklæde.
“Så jeg tror, at det er det smukt ekstravagante ved det visuelle og lyden, der gør, at det hele bliver til ét. Og der er bare så meget mere i livet end shoegazing. Så meget mere.”
