Plader

Serena-Maneesh: s.t.

Skrevet af Martin Thimes

Ja, der er masser af shoegaze-referencer på denne plade. Men når det så er skrevet, så oser denne plade stadigvæk af at være blandt de mest vitale rockalbums i dette årtusinde. Ikke mindst fordi både melodimaterialet og arrangementernes interagerende spidsfindigheder træder elegant ud af støj-tågerne.

Fra første berøring imellem plekter & strenge, stikker & skind og stemme & mikrofon slår Serena-Maneeshs bagmand Emil Nikolaisen fast, at dette ikke er en udgivelse, der kan fungere som andet end et soundtrack til en højoktan-fyret køretur imod himlen. Rock-godset bliver hevet frem fra bankboksen og sat på en piedestal, der aldrig har været højere. I “Drain Cosmetics” inkorporeres hele det univers, som pladen er bygget op omkring: sønderbombende kontante trommer, et basalt blueset guitarriff, konsekvente rislende tambourin-tæsk og overjordiske vokale udåndinger, der skaber et tåget samlingspunkt.

Der er ingen tvivl om, at musikkens drive er det gennemgående element, men på ridtet er det ikke tilnærmelsesvist muligt at undgå indtrykket af en yderst detaljeret udgivelse, hvilket den Neu!-rockende “Selina’s Melodie Fountain” afgjort beviser. Trommerne er motoriske og præcise, som det ellers kun har været tyske krautrock-bands forundt at spille dem, og spacerockens tendenser til at tordne op og væk fra kedsomheden ved at have fodfæste er åbenlyse. Det føles som at være passager i en brølende V8-amerikaner, der letter et sted midt på den tyske (kr)autobahn for at flyve til New York med en invitation fra Velvet Underground i hånden.

Bag titlen “Candlelighted” gemmer der sig et lille under af detaljerigdom. Alt fra rattle-snake-raslen til de gennemgående og voldsomt tørre trommer emmer af landevej og vidtstrakte landskaber, der skiftevis bevæger sig forbi i slowmotion og trækker fartspækkede striber på nethinden. Den sidste finish kommer via vokalen, der yndefuldt svæver øverst i mixet. Og især brugen af violin og klaver til at give melodien nuancer fungerer næsten skræmmende perfekt.

Men albummet lever ikke kun højt på evnen til at være stemningsskabende med den brede pensel. For der er også deciderede highway-hits som “Beehiver II”, der er en genindspilning af “Beehiver” fra Fixxations-ep’en fra 2002. Og “Her Name Is Suicide”, der er som at være i selv samme bil som under forrige nummer – bare sat i frigear og uden en hånd på rattet. Eller efterfølgeren “Sapphire Eyes”, der halvvejs inde tager et hvil fra den bundsolide shamanistiske rock’n’roll og parkerer på en eng af sødmefuld støjpop. Og når så vognen igen kører af sted, sker det til janglende drømmepop-toner, der føles som at se engen forsvinde under sig for pludselig at blive brændt af af ildspyende udstødningsrør.
Lyder det over the top? Det er det faktisk også, men Serena-Maneesh slipper af sted med det, fordi melodierne aldrig fortaber sig i larmen, og fordi energien aldrig forsvinder i de vokale tåger.

Eneste lille minus på pladen er afslutningsnummmeret “Your Blood in Mine”, der med sine over 12 minutters spilletid udvisker den ellers så klare struktur igennem pladen. Det er faktisk ikke, fordi virkemidlerne ikke har nogen effekt, men der tages bare et alt for langt tilløb til forløsningen.
Selv om referencerne hele tiden sniger sig ind, og en hel del af numrene oprigtigt emmer af de skokiggende start-90’ere, skal denne plade bedømmes på sine helt egne præmisser. Den renser dit rockhjerte og genetablerer troen på, at der stadig findes orkestre derude, der har tillid til den basale rockmusiks fremtid som støbeform for det hjerteblod, som musikere i al fremtid vil forsøge at forme til noget forståeligt for andre end dem selv.

★★★★★½

Deltag i debat