Nyheder

Sparklehorse battler Anna David

I går kunne vi fortælle, at søndag d. 5. november byder på en spændende popularitets-match: Yo La Tengo live i Vega vs. DR-serien ‘Ørnen’. For kan tre indierockere fra New Jersey virkelig konkurrere med David Owe?

Meget apropos hr. Owe kaster endnu et amerikansk band sig – i selv samme weekend som Yo La Tengo – ud i en lignende kappestrid med et stort dansk tv-hit, nemlig Vild med dans. Den tredje årgang af seermagneten, der katapulterede David Owe ud på tusindvis af teenagetøsers vægge, bliver nemlig d. 3. november udfordret af ingen ringere end Sparklehorse.

Som vi kunne rapportere i foråret, er der en ny Sparklehorse-plade på vej fra hovedmanden Mark Linkous og hans kumpaner, der denne gang tæller Gnarls Barkley-medlemmet Dangermouse og Tom Waits. Siden vi fortalte det, har det vist sig, at pladen kommer til at hedde Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain, og at den udkommer d. 25. september.

For at følge op på pladeudgivelsen drager Sparklehorse på turné, og det kommer Vega-publikummet altså til at nyde godt af. Men det kræver, at de har mere lyst til Linkous end til at se Anna David og Annette Heick danse foxtrot.

Deltag i debat