Plader

Sufjan Stevens: The Avalanche

Endnu en magnum-udgivelse fra den hyperproduktive Sufjan Stevens, der lige har et par (eller 20) outtakes fra sidste års Illinois, han ikke mener, verden kunne være foruden. Selv om han kun til dels har ret, er det altså imponerende, hvad manden ryster ud af ærmet.

Nedfaldsfrugt, restlager, krummer, kollektionsprøver eller konkursbo. Sufjan Stevens, der var manden bag topscoreren på Undertoners liste over de bedste 2005-plader, Illinois, har samlet resterne fra de indspilinger, og det er der kommet 21 gode og halvdårlige numre ud af.

Der er ikke den store forskel på The Avalanche og Illinois. Guitar og banjo løfter fortsat i skøn forening med blæsere de til tider lidt triste beretninger, godt hjulpet af Sufjans spinkle drengestemme. Hverken produktionen eller stilen afveksler synderligt, og synes man godt om dét, er The Avalanche et rigtig godt alternativ til den samling af plader om de amerikanske stater, han har tænkt sig at udgive – og som han kun mangler at lave 48 af.

Dér, hvor The Avalanche snubler og ikke når Illinois’ højder, er bl.a. i pladens tre versioner af “Chicago”, som var et af de stærke numre fra sidste års mesterværk. For helt ærligt, Sufjan, hvorfor? Det er jo fyld!
Selv om man kan flette en kommentar ind om hans evner og sans for kreativitet omkring det samme nummer, er de tre gentagelser en tand for selvsvings-agtige.

Et nummer som “Kaskaskia River” er heller ikke med til at definere albummet positivt. Det er svært at se, hvorfor Stevens vil servere en gang grødet instrumentalmusik – en dårlig suppe af lyde, der overhovedet ikke giver mening eller relevans. Endnu lidt af det fyld, som pladen desværre er ramt af.

Men omvendt fastfryser han lytteren i “The Henny Buggy Band” og “The Pick-Up”, hvor sangskrivningen og arrangementerne når en fælles platform, der ud over at lyde rigtig fedt, også fortæller historier, der er værd at bruge tid på.
Specielt synes jeg rigtig godt om “Pittsfield” og dets kor-lignende arrangement, der godt nok kører lidt rundt i ring, men har en næsten narkotisk beat-programmering.

The Avalanche er på mange måder et overflødighedshorn af numre og skæve inputs. Sufjan Stevens er ikke bange for at fortælle om skæbner og om de ting, som kan gøre ondt, hvilket er et stort aktiv for pladen.
Lydbilledet er stort set det samme som altid. meget spinkle stemme. Dystert bliver det aldrig, men man får heller ikke glad-syge og lalleri af at lytte til The Avalanche.

De instrumentale indslag som “For Clyde Tombaugh” er med til at fastholde den melankolske undertone, men selv efter at pladen har taget adskillige runder i afspilleren, er det vanskeligt at finde gyldige grunde til, at pladen skal indeholde disse kompositioner, og det er endnu ting, der holder albummet fra at nå samme niveau som Illinois.

Der fejes ikke noget ind under gulvtæppet hos Stevens. Vi får det hele med, og det er imponerende, hvad Sufjan Stevens når at indspille, men man godt kunne ønske en lidt skarpere fokusering på, at “less is more”. Det skal nu ikke afholde mig fra at anbefale The Avalanche. Kunne man lide sidste års mesterværk, bør man købe ekstraudstyret og sammensætte dét, der oprindeligt var tænkt som et dobbeltalbum. Lidt rigeligt med fyld, men heldigvis også masser af kvalitet.

★★★★☆☆

Deltag i debat