Plader

Subtle: Wishingbone

Skrevet af Mikkel Arre

Remixplader er sjældent særlig uundværlige. Den tommelfingerregel ændrer det seks mand høje indiehiphopkollektiv Subtles mellemspil, Wishingbone, ikke rigtig på.

Et af de mest hyppige svaghedspunkter ved remix er overdreven respekt over for originalnummeret. Bevares, Norman Cook kom godt af sted med ikke at ændre andet ved Cornershops “Brimful of Asha” end tempoet – men som oftest er det temmelig kedeligt at høre nye versioner, hvor originalen kun har fået rettet en lille smule på frisuren og slipset. Remixet giver jo netop mulighed for helt uventet at opdage nye sider af en sang, og derfor er forudsigelighed lidt af en dødssynd.

Skal man dømme efter den amerikanske hiphop-sekstet Subtles nyeste udspil, Wishingbone, er det ikke ligefrem skærsilden, der venter dem. For forudsigelighed er der ikke meget af på pladen, der samler op på en række remix og nyfortolkninger af numre fra gruppens debutalbum, A New White. Ligeledes inkluderer den et par remix lavet af Subtle selv, som deler medlemmer med grupper som Themselves, 13 & God og cLOUDDEAD – grupper, der alle hører til omkring det idérige amerikanske hiphop-label Anticon.

Tre af numrene på Wishingbone er Subtles egne rekonstruktioner af gamle numre – og det slipper de vældig godt fra. Svagest er den mørkt skurrende og dystert truttende “By Hook”, der godt nok er eksplosiv, men også lige vel afsnubbet. Derimod er de nært beslægtede og dog vidt forskellige “Swanmeat” og “Swansong Meat.” noget nær fremragende eksempler på, hvor bogstaveligt Subtle tager deres eget ønske om altid at skabe helt nye numre, når de ommøblerer en original.

Begge numre bygger på en få linjer lang tekststump fra A New White-nummeret “Song Meat.” – men så hører ligheden mellem dem også op. “Swanmeat” bygger med dub-vuggende synths, diskrete vocoder-harmonier og blide horn op mod et mørkt klimaks, hvor rapperen Doseones forvrængede bjæffen bliver nærmest uhyggelig – ikke mindst fordi hans nasale rap understøttes af dumpt dundrende trommer. Omvendt viser “Swansong Meat.” sig på lige så uforudsigelig vis at være skønhedssøgende, akkompagneret af tværfløjte og klokkespil. Sidstnævnte fletter et væld af subtile detaljer og lag ind mellem trommer, guitar, horn og synthflader, og det mere end ni minutter lange nummer nyder også godt af en fin vokal fra Andrew Broder (Fog, Hymie’s Basement).

Helt lige så godt bliver det ikke nogen andre steder på Wishingbone, om end Subtles remix af Becks “Farewell Ride” er virkelig stærkt. Subtles legesyge bringer mindelser om Becks egen opdagelseslystne og genreblandende fortid, og nummerets skramlede, sine steder lofi-agtige lyd får det til at lyde som alt andet end et remix – bl.a. når finalen bliver helt storslået takket være fløjter og dybt brummende horn.

De udefrakommende remixere kommer ikke nær så godt fra deres arbejde. Hrvatskis remix af “I Heart L.A.” savner et mål og stiller sig for hurtigt tilfreds med bare at sætte originalnummerets synkoperede beat længere frem i rampelyset. Mike Pattons “The Long Vein of the Voice” er ganske fascinerende i sin udforskning af Doseones stemmes muligheder, men remixet er også temmelig rodet og lidt planløst.

Wishingbone er som helhed næsten lige så usammenhængende som Patton-remixet. Selv om sekstettens organiske lyd går igen i de fleste numre, stritter pladen alligevel i mange forskellige retninger. Ikke desto mindre er der en friskhed og ikke mindst en eventyrlyst over gruppens modvilje mod at stille sig tilfreds med første-versioner, som gør det spændende at høre, hvad de serverer på albummet For Hero:For Fool, der udkommer i starten af oktober. I slutningen af juli offentliggjorde pladeselskabsgiganten EMI, at de udgiver pladen – og det gør det ikke mindre interessant at finde ud af, om Subtle måske er ved at have fundet en guldåre.

★★★½☆☆

Deltag i debat