Koncerter

.tape., Spinform, Bichi, 19.08.06, Public Service

.tape.
Med sin småkrøllede gullige t-shirt og sine gråbrune bukser, der mildt sagt posede ud over skoene, så spanske Daniel Romero ud, som om han var trådt direkte ud af en bog om støvede arkivarer. Brillerne var krøbet lidt ned ad næsen, og hans svagt rynkede øjenbryn udstrålede en mild, men dog konstant forundring – måske over at der ikke var mere end en snes tilhørere.

Det nussede udseende bedrog dog, for Romeros musik var alt andet end støvet og hengemt. Tværtimod var det lige før, at kl. 16 var for sent et tidspunkt at lade ham spille, for den perlende electronica fra hans laptop var simpelthen lyden af morgen. Pippende fugle og spinkelt klingende klokkespil blev flettet ind i hinanden, mens akustiske guitar-melodier drev numrene fremad.

Når melodierne forsvandt, og der kun var opklippede klokkespil og harpe-toner, var det lidt svært at finde hoved og hale i Romeros musik – bl.a. fordi der ikke skete de store forandringer i løbet af numrene: ingen klimaks og ingen overraskende retningsskift. Til gengæld var der en fortryllende friskhed over noget nær hele koncerten, og de sindrige sammenfletninger af alskens lyse, ringende toner var en vældig fin måde at starte dagen på. Og så var det et fint, særegent træk at lade alle numrene blive bundet sammen af blide reallyds-optagelser af storbytrafik.

Spinform
For en håndfuld måneder siden udsendte svenske Erik Möller sin første fuldlængdeplade under navnet Spinform. Den bærer navnet Bryter tystnaden – og den titel levede Möller endnu mere op til med sin Public Service-koncert end med pladen.

Det meste af sættet bestod af numre fra debutpladen, men de blev løbende omarrangeret, så de endte med at befinde sig i et større klangrum. Mens Bryter tystnaden er indspillet i en lille hytte, hørte Spinforms live-optræden til et sted med højere til loftet – og det var der over hallens søjler.
Noget af det, der gjorde koncerten interessant, var, at Möllers ombygninger af sine numre ikke bare bestod af nogle ekstra effekter på et par af sporene på hans laptop. Tværtimod havde han taget sig tid til at indspille nye elementer til de gamle numre, og “Det fanns en tid” bød eksempelvis på både en ny klavermelodi og et analogt tromme-loop begravet et stykke nede i mixet.

Således kiggede masser af nye detaljer frem mellem Möllers skiftevis dryppende og rungende beats, samtidig med at musikken fortsat emmede af en nostalgisk melankoli, som man godt kunne kalde ærkenordisk, og som vel er i familie med den nordiske folkemusik. At betegne Spinform som folktronica ville måske ikke være helt i skoven, men hans liveversioner trak mere i en elektronisk end i en håndspillet retning. Dét satte han en streg under ved at afslutte koncerten med et nummer med mere bastante støjflader, end han normalt gør sig i. Endnu et nyt aspekt ved Spinform – og dermed en passende afslutning på en koncert, hvor netop de nye vinkler var i fokus.

Bichi
Der var skåret helt indtil benet, da Tobias Wilner alias Bichi indledte sin koncert. I det første nummer var der ikke skyggen af melodi eller kun klang – alt var rytmiske elementer, og de bestod alle af støj. Med sin tommelfinger prikkede han små rytmebidder mod et stik, og ved at loope den støj, det gav, byggede han således et hvæsende beat, som han hele tiden videreudviklede.
Der var – ligesom på Bichis debutplade Notwithstanding – bestemt spor af Autechre i de detaljerede beats, men aldrig mere end spor.

“Clouds” fra debutalbummet blev gengivet lige lovlig loyalt, men det betalte Wilner så tilbage for ved at levere et formidabelt nyt nummer med tunge synkoperede stortromme-detonationer og knivskarpe laser-beats. Med en stille passage med blødt svungne klangflader lagde Bichi perfekt op til et overraskende beat-klimaks, der både fik nakken til at nikke og ørerne til at spidses – og det fungerede glimrende, at klimakset kom igen to gange med forskellige ændringer for hver gang.

Desværre var dét signalet til, at Bichi inviterede et par venner – bl.a. sangerinden Sara Savery – på scenen. Og herfra udviklede koncerten sig i en noget mere café-lækker retning. Med kvindens fine og luftige stemme som et vigtigt element bevægede musikken sig i retning af en nedbarberet udgave af Wilners hovedbeskæftigelse, Blue Foundation. Det lød bestemt kønt, men var også lidt af et antiklimaks. Wilner skal have ros for at turde vove sig ud i selv at synge og spille guitar i et nummer, der lød som en singer/songwriter-udgave af Zero 7’s velbehagelighed. Resultatet var bare ikke videre interessant – snarere sødt på en lige vel kejtet måde.

Deltag i debat