Plader

Sébastien Tellier: Sessions

Skrevet af Mikkel Steensgaard

Den 25-årige franskmand Sébastien Tellier har på sit tredje album valgt at samle et udvalgte sange fra sit bagkatalog samt et par nye og optage dem på en enkelt dag. Det er der kommet et smukt og sparsomt album ud af.

Sébastien Tellier er på mange måder en ener. Det ses både på hans cover, hans plade og hans udtryksform. Tellier er den første signede artist til Record Makers, som er et pladeselskab lavet af folkene bag gruppen Air. Allerede dette faktum gør ham til noget specielt, og hverken musikken eller historien omkring den ændrer på denne opfattelse. Pladen Sessions er optaget på en enkelt dag, og består af numre fra Telliers to tidligere udgivelser samt lidt ekstra, i form af bl.a. et covernummer og en tidligere uudgivet sang.

Sébastien Tellier er intet virtuost vidunder. Han forsøger dog heller ikke at være det. Vokalen på Sessions er ikke ment som en forsøg på at imponere, men mere som et middel til at formidle stemningen i musikken, hvilket den fuldt ud formår. Sébastien Tellier synger skrøbeligt og personligt, og hans vokal passer fantastisk sammen med det tørre klaverspil og det generelt nedtonede udtryk.

Noget af det, der får Sébastien Tellier til at skille sig ud fra mængden og giver et anderledes bud på musik udført af den minimalistiske konstellation ‘mand & klaver’, er genreskiftene på Sessions. Pladens bedste numre er dem, der får én til at stoppe op, fordi man oplever noget, man ikke havde forventet.

“La Dolce Vita” er et nærmest klassisk klavernummer, hvor Sébastien Tellier formår at skabe noget sart og smukt blot ved hjælp af det franske sprog og betagende klaverfærdigheder fra pianist Simon Dalmais. Nummeret er oprindeligt skrevet af den franske kunstner Christophe.

“Black Doluleur” er et langt mere rytmisk nummer end pladens andre og ville bestemt ikke blive dårligere med band. Sébastien Tellier bliver her akkompagneret af en bassist, og nummerets nærmest blues-agtige og væsentlig tungere lyd passer perfekt til Tellier.

“La Ritournelle” er mest interessant pga. sin opbygning. Nummeret, som er pladens længste (fem et halvt minut), bygges op nærmest på postrock-vis med en lang intro på mere end to minutter. Her skiftevis stiger og falder tempo og intensitet og bygger op til et klimaks, som aldrig kommer. I midten af nummeret høres Telliers skrøbelige sang i et minuts tid hvorefter nummeret glider tilbage, hvor introen slap.
Nummeret er hverken smukt, fængende eller tankevækkende, men den utraditionelle opbygning omkring klaveret som eneste instrument får det alligevel til at skille sig ud på pladen og efterlade et særdeles godt indtryk.

Sessions er på paradoksal vis en unik plade uden at være anderledes eller nyskabende. Sébastien Tellier har blot skrevet nogle fantastiske sange og fremført dem præcist og uden forstyrrende elementer. Man sidder dog med en følelse af at dette minimaltiske udtryk begrænser Tellier, da de storslåede sange måske ville vokse endnu mere i mere storslåede arrangementer. Og når man har arbejdet med folk som Mr. Oizo og turneret med Moby, Röyksopp og Air, burde man ikke kunne undgå at blive smittet med en elektronisk legelyst, som gerne må skinne igennem på næste udgivelse.

★★★★★☆

Leave a Reply