Plader

Scott Walker: The Drift

Skrevet af Martin Thimes

Scott Walker siger, at han altid har lange mareridtsdrømme. Og det er svært ikke at tro ham, straks de første toner af The Drift rammer trommehinden. For der er ikke skyggen af kompromis på pladens 10 skæringer, der derimod efterlader én fortvivlet og ude af stand til at forklare, hvad der rent faktisk er sket.

Bag på The Walker Brothers-albummet Portrait, der udkom i 1966, skrev bandets publicist om Scott Walker: “Scott, who worries too much while he spends long hours striving for perfection in the recording studios. The Loner who haunts the late night London scenes and immerses his mind in the unfathomable depths of modern jazz,” hvilket nok har været meget korrekt dengang.

Men havde man sendt en fan fra 1966 ud i fremtiden og stukket denne et eksemplar af 2006-albummet The Drift, er det tvivlsomt, om vedkommende overhovedet ville kunne genkende Scott Walker. Stemmen er der stadig, men alt andet er forvandlet til store blokke af orkestral støj og en nærmest demonstrativ tilsidesættelse af musikalske normer.

Siden Climate of Hunter fra 1984 har Scott Walker blot to gange åbnet op for sin udlægning af verden og i særdeleshed dens dårligdomme. Først med albummet Tilt fra 1995 og nu med The Drift. Den dystre tone slås da også an fra starten i “Cossacks Are”, hvor faretruende og kontante guitarfigurer slynger sig fast om sangens krop, der som på resten af pladen udgøres af Walkers stemme. På den måde er der ikke ændret så meget i Scott Walkers univers.

Men med “Clara”, hvor den dumpe percussion rent faktisk er lyden af bare næver banket ind i et stykke kød, er det tydeligt, hvor store temaer Scott Walker tumler rundt med imellem pladeudgivelserne. Sangen lyder som et indre slagsmål imod alverdens krige og dårligdom – set fra Mussolinis kones synspunkt, lige inden hun blev hængt til håns i Milanos gader i 1945. Nej, det er ikke småting, Scott Walker går og grubler over.

De store temaer er til dels også pladens svaghed. De tynger et voldsomt interessant musikalsk udtryk helt ned under jorden, således at de lyse øjeblikke er svære at grave frem. De er der, bevares, for som tidligere nævnt er det Walkers vokal – der uden at skele til normer for hvordan en stemme skal bruges – hiver lytteren rundt i mareridtsuniverset, og det gør han bedre end nogen anden.

Og enkelte steder er pladen da også uforklarligt smuk, som når Walker udbryder »I felt the nail driving into my foot / While I felt the nail driving into my hand« i mellemstykket i den kordrenge-akkompagnerede “Hand Me Ups” og dermed påtager sig en art offerrolle, eller når han for alvor slipper gentagelsens hypnotiske slør løs i “Buzzers”, der indledes med ordene »’Milosevic couldn’t care less if Bosnia was recognized,’ a laughing Dr. Karadzic later told a television interviewer. He said, ‘Caligula proclaimed his horse senator but the horse never took his seat…’« for kort efter at cirkle omkring sætningen »Polish / the fork / and stick / the fork / in him.«

Desværre er der også enkelte steder på pladen, hvor det er svært ikke at le hånligt ad Walkers overrumplende seriøsitet. Især i “The Escape”, hvor Walker med en Anders And-lydende stemme skråler »What’s up, duck?« efter ellers at have budt lytteren på pladens fire allersmukkeste minutter.

The Drift er et billedskabende værk, der dog kræver meget af lytteren. I mit tilfælde for meget, og det gør det svært at forholde sig til tematikken. Især når man, som jeg, lever et nogenlunde afbalanceret liv uden for megen kontakt med alverdens lede og indre dæmoner. Men for en lytter, der i forvejen er modtagelig, vil denne plade kunne skabe en kædereaktion af paranoia, mareridt og erkendelse, og dermed må The Drift ikke bare fejes til side som utilgængelig avantgarde-popmusik. For det er et imponerende værk. Et imponerende værk, der ikke vil blive lyttet ret meget mere til hos mig.

★★★½☆☆

Deltag i debat