Plader

The Year of: Slow Days

En organisk popplade med et elektronisk snit og visse americana-tendenser, der ikke lige lader sig kategorisere. Slow Days er faktisk, måske bortset fra det vokalmæssige, en ganske vellykket plade, der insisterer på, at man sætter sig ned og lytter.

Hvis en kort, præcis genrebestemmelse er et must, dumper denne udgivelse med et brag – for er der noget, den ikke lever op til, er det at sætte sig selv i en bås. Nok er her tale om atmosfærisk og følsomt popmusik, men The Year of, der bl.a. består af electronica-produceren B. Fleischmann og hans faste samarbejdspartner Christof Kurzmann, strikker ikke med en bestemt farve garn. Kvintetten blander en palet af mange musikalske genrer søsætter den i sikre og overbevisende arrangementer.

Numrene er afvekslende og let eksperimenterende. Kompositionerne er fyldige og velproducerede, og bandmedlemmerne er dygtige. Men Kurzmanns vokal gør ikke noget godt for musikken.
Om det er de tysktalende rødder eller en uskolet vokal, der er årsagen, skal jeg lade være usagt, men hans upolerede og nasale stemmeføring og sære omgang med det engelske sprog bliver lidt anstrengende at høre på. Han mangler både timing og energi, hvilket ikke fungerer voldsomt godt sammen med den lækre og kontrastfyldte musik. Ja, det er lige før, man har lyst til at spille bolden tilbage, når han i “Stephen Hawking” synger: »Come on – shut up!«

Det er musikken, der bærer denne udgivelse. De otte numre varierer og snor sig ind og ud mellem både støjguitar, electronica- og alt. country-elementer. Heldigvis ikke i ét og samme nummer, men hver for sig, og hele tiden med det ene øje skulende over til det faste holdepunkt, nemlig en slags luftig pop.

Med sine over 14 minutter er “Calling Sky” et fyrtårn på Slow Days. Det er lidt af en krævende mundfuld, men så absolut også pladens bedste indslag. Nummeret minder først om en intro fra The Notwist med knitren og piskende trommer tilsat elektroniske programmeringer, men halvvejs går lyduniverset over i en mere bastant rocksymfonisk lyd med horn og klokkespils-effekter. De messer sig gennem sidste del af nummeret og inviterer til alt held kun vokalen indenfor ganske kort.

Den rockede “Sleep” fungerer også rigtig godt med et roligt anslag og et Lambchop-lignende arrangement med vellykket guitarspil. Sangen fanger en rigtig fin lille melodi, der hurtigt sætter sig fast i øregangen.

Til gengæld er pladens afslutning virkelig skidt kørende. Et omarrangeret “Stephen Hawking” bliver til “Ronnie Hawkins”, og tilføjelsen af electro-country og højere tempo er simpelthen en katastrofe. Kreativt: måske. Mislykket: helt sikkert.

Slow Days er et ganske godt album med et par knaster hist og pist. The Year of er kompetente folk, der kan deres kram, specielt i det elektroniske univers, men der drages også fine paralleller til americana, hvor pedal og lap-steel guitar, får fint selskab af hornsekvenser og piano.
Uanset hvor svær pladen er at genrebestemme, bør man give den lidt tid. Så vænner man sig måske også til vokalen.

★★★★☆☆

Deltag i debat