Plader

Bonnie ‘Prince’ Billy: The Letting Go

Så har man hørt dét med: Den ‘royale’ sortseer er blevet glad i låget, og han virker endda til at kunne lide det. The Letting Go er Will Oldhams mest optimistiske budskab til dato, og det er på ingen måde et kvalitetsdyk. En dark horse til årets album.

Jeg kan lige så godt lægge hovedet på blokken. Jeg har hejst det hvide flag og overgivet mig til dette album. Så er det sagt! Spørgsmålet er så – hvorfor?

Vist har Bonnie ‘Prince’ Billy lavet en stribe gode album. Et af de bedste er den mørke I See a Darkness fra 1999, og derfor er det måske lidt af et paradoks, at det nye udspil The Letting Go, der både er let og næsten mildt, er mindst lige så fremragende.
Will Oldham håndterer begge stemninger til UG, og selv om jeg er utrolig begejstret for mandens mørke sider, må jeg tilstå, at hans nye og glade jeg er den rene englesang.

De 12 nye numre er vanedannende og klæber til afspilleren. Et dusin, der når ud til alle kroge hos den, der lytter – en samling sange, der fremstår som et musikalsk fix anno 2006. Et fix, hvor rusen holder meget længe.

The Letting Go er som de øvrige Bonnie ‘Prince’ Billy-plader Will Oldhams værk. Men han er ikke alene om det. En af de mange, og i dette tilfælde ret væsentlige, tilføjelser er det feminine. Noget, der giver sangeren og sangskriveren et modspil. Noget, der giver den sørgmodige skovhugger farve i kinderne.
The Letting Go hedder det kvindelige supplement Dawn McCarthy (alias Faun Fables). En nymfe med en vidunderlig vokal, der spinder og kæler for de i forvejen yderst raffinerede strygerarrangementer, Will Oldham har ladet pladen indeholde.

The Letting Go er fyldt med den ene skønne duet efter den anden, og det vil være urimeligt at fremhæve et nummer frem for andre. I flæng kan nævnes “Loves Comes to Me”, “Strange Form of Life” og “Lay and Love” – alle en del af tostemmigheden.

Albummet er optaget på Island. Et sted, hvor utallige bands og solister har opdaget og optaget noget helt specielt. Øens magi og de spektakulære stemninger har Will Oldham i samarbejde med Björk-samarbejdspartneren Valgeir Sigurdsson formået at bringe ind i optagelserne, og det er sublimt. Der er både stille, eftertænksomme momenter og energidrevene melodistykker som f.eks. i den insisterende “Strange Form of Life”, der giver pladen et strejf af det nordiske og krystalklare vemod.

Holdet bag instrumenterne gør også sit. Jim White på trommer og Emmett Kelly på guitar sætter deres små fingeraftryk hen over albummet. De spiller blændende og pakker Oldhams kompositioner ind i små finesser såsom klokkespillet i “Wai” og en simpel trommeprogrammering i “Lay and Love”.

Dét, der gør pladen til en milepæl i musikhistorien, er først og fremmest de helt sublime og underskønne melodier, der er af så skinnende en karat, at man tvinges i knæ af både deres ynde og den måde, Oldham og McCarthy leverer dem på med beherskede og let grådkvalte stemmer.

Koger man det hele ned – hvilket egentlig er urimeligt at gøre med en plade som denne – handler The Letting Go om to ting: sublime vokaler og nogle melodier af en anden verden.

Dette er ikke et alternativ til en i forvejen imponerende Bonnie ’Prince’ Billy-kollektion. Dette er diamanten i turbanen. En ikke alt for krævende, men til gengæld subtil plade, der ganske enkelt fuldender Will Oldhams spektrum på den mest overbevisende måde.

★★★★★★

Deltag i debat